Lasse har den sidste halvanden måned boet i en lejlighed midt i Distrikt 1, i en bygning der hedder Landmark Plus. Landmark bygningerne er en række højhuse, der ligger tæt sammen oppe i den nordlige ende af Distrikt 1. De er ejet af Vinhomes, som også står for driften af den store, flotte park, der ligger på ydersiden mod floden og ned mod midten af Distrikt 1. HCMC er opdelt i en række distrikter. Distrikt 1 er midten, mens distrikt 2 ligger på den anden side af floden og blandt andet indeholder området Thao Dien, hvor vores nye lejlighed ligger. Netcompanys kontor ligger nede i den mere centrale del af Distrikt 1, men man kan gå derned fra lejligheden på 20 min, så der er ikke meget langt.
Da vi ankom fra lufthavnen til Landmark Plus, var vi alle, bortset fra Lasse, lidt overvældede af varmen og den høje luftfugtighed. Der er ca 30 grader året rundt i HCMC, men foråret er alligevel lidt varmere, og det fik vi glæde af her i starten af maj, hvor regntiden så småt er startet efter et par måneder med intens hede (ja, når Lasse kommenterede på varmen, svarede hans kollegaer ”no, it is not warm, it is hot”). Børnene tog egentlig det hele med ophøjet ro, og virkede slet ikke så påvirkede af larmen, og hvor anderledes alting ser ud, når man efter et relativt beskyttet liv i lille Danmark pludselig er landet i en storby på 10mill. indbyggere i en del af verden, hvor midlerne ikke er de samme som derhjemme. Generelt er vi blevet overraskede over, hvor lidt de virker til at ”se” fattigdommen, som vi andre måske synes fylder meget i indtrykket – men måske tager de i virkeligheden også bare meget ind, uden nødvendigvis at kommentere på det.
Landmark Plus er et rimelig beskyttet kompleks med reception med vagter, lås til elevatorområdet, der kræver adgangskort osv. Der er 48 etager, og Lasses lejlighed ligger på 31. Der er en lille stue i åben forbindelse med køkkenet og så to værelser og to badeværelser. Der er ikke super meget plads til 5 mand og en hund, men en fin løsning mens vi venter på, at vores nye lejlighed er klar. Og samtidig giver det også os lidt indsigt i, hvordan Lasses hverdag har fungeret her.
Den første uge havde jeg mentalt forberedt mig på, at vi nok skulle bruge en del tid på bare at komme os over jetlag, hygge, se tv og ikke nødvendigvis forvente at nå det store. Og det kom også til at blive vores prioritet, selvom der dog altid var overskud til mindst en tur om dagen i poolen – af og til om aftenen sammen med Lasse. Det var ret magisk med sådan en tur ned i poolen i aftenmørket. Kl 18 bliver det mørkt, og det går ret hurtigt, så er der bare helt mørkt. Om dagen gik vi lidt på opdagelse, men det var svært at vænne sig til varmen, og det største hit var at gå en tur i shoppingcenteret lige rundt om hjørnet, hvor der både var et stort supermarked og et legeland – så fik børnene prøvet legeland for første gang nogensinde. Vi fik også fundet vores favorit burger-sted, og testet alle is-mulighederne i centeret. I kælderen er der en stor skøjtebane (jeps, af rigtig is), som vi desværre ikke nåede at prøve – men vi kan jo heldigvis komme tilbage, der er kun ca. 10 min kørsel fra vores nye lejlighed.
En del af de voksnes energi gik dog også med koordineringen af flytningen til den nye lejlighed. Lejligheden skulle males hvid (den var lyseblå), og vi skulle have flyttet alle de ting, vi var kommet med, samt alle de ting, Lasse havde samlet ind fra kollegaer, der var rejst hjem – og der var ikke så få ting, men det er jo skønt med ting, man så ikke selv skal ud og skaffe. Vi glæder os til den nye lejlighed, til mere plads, til at kunne bruge energi på at pakke helt ud, falde rigtigt til, og til at få skabt os lidt mere hverdag. Fordi vi var lidt forsinkede på rejsen, så er vi endt med kun at have 1,5 uge i Lasses lejlighed, og den er gået utrolig hurtigt. Nu er det snart tid til at skulle videre på vores eventyr.