En af de vigtige opgaver for Lasse, mens han var alene herude, var at finde en lejlighed, vi alle kunne bo i. Lidt af en opgave at skulle tage den beslutning på vores allesammens vegne, synes jeg, men Lasse tog det heldigvis ret cool. Han fik nu også god hjælp af sine søde kollega, som havde fundet en række muligheder frem til os baseret på vores ønsker. Vi kiggede lidt på det sammen, og så arrangerede de, at Lasse og hende tog en tur rundt til de mest relevante. Lasse var ret hug på, at vi skulle bo i The Ascent. Jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk. Lasse lød især betaget at indkørslen og receptionen (det tænkte jeg lød rimelig ligegyldigt). Og så var selve lejligheden blå med nogle mærkelige space-agtige designermøbler i stuen og et rødt højglanskøkken. Men jeg måtte give ham ret i, at beliggenheden var ret perfekt, og poolen så virkelig godt ud – så måtte vi jo finde ud af resten. Heldigt nok at jeg stolede på ham, for det blev en fantastisk lejlighed til os. Lasse havde arrangeret, at hele lejligheden blev malet hvid de første dage efter, at vi havde overtaget den, og at landlord have flyttet de mest mærkelige møbler ud. Derudover har jeg bagefter måttet erkende at det store overdækkede receptionsområde, hvor taxaerne kører ind under overdækning, før man bliver sat af, er super skønt, fx når man ankommer alene med 3 børn og alskens oppakning midt i monsunregnen. Men nu tager jeg selvfølgelig lidt forskud på det hele.

De første dage efter, vi havde overtaget lejligheden, gik med at tage ud og se den, og holde styr på malernes indsats. I weekenden fik vi så et flyttefirma til at flytte næsten alle vores ting ud i lejligheden. De var stadig ikke helt færdige med at male, men vi havde brug for at være to voksne til at håndtere flytningen. Tilbage var kun de vigtigste fornødenheder til de næste dage, så børnene og jeg uden problemer kunne flytte endeligt derud onsdag morgen efter at have sendt Lasse afsted på arbejde. Det lyder så tjekket nu, men processen var ærlig talt lidt kaotisk – som sådan noget jo også ofte bliver med 3 børn og en hund. De første par dage i den nye lejlighed var også lidt kaotiske, og vi forsøgte at få styr på, hvad der var, hvad vi manglede, og hvorfra vi skulle skaffe tingene. Samtidig viste det sig, at vietnameserne har et lidt specielt forhold til det med at overtage en leje lejlighed – det er nemlig helt normalt, at den slet ikke er gjort ren. Vi havde godt nok bestilt rengøring efter malerne, men det betød kun, at de havde fejet og vasket gulvene. I skabe og skuffer lå nullermændene tæt, og køkken og badeværelser behøvede en grundrengøring før nogen som helst ibrugtagning. Så jeg havde lidt travlt. Børnene tog det meget pænt, og så længe de fik den daglige tur i poolen, var der faktisk ikke mange klager. Men de havde jo også fået mange indtryk at forholde sig til, så lidt tv-tid og fri leg indimellem blev helt vel modtaget.

Lejligheden ligger på 17. etage og er på 110kvm. Man kommer direkte ind i det store køkken/alrum, hvor der meget klassisk er godt med skoskabe i indgangsområdet (til alle klipklapperne), men ikke en eneste knage til overtøj (for hvem bruger sådan noget). I stuen er der et spisebord (som vi senere fik udskiftet til et lidt større) og et sofaområde, som nu også indeholder Lasses skrivebord. I køkkenet er der, som normalt herovre, et stort amerikanerkøleskab (luksus for os, der er vant til et mindre dansk køle-fryseskab), ovn og mikroovn, kogeplader… Men ingen opvaskemaskine. Det er der næsten aldrig i lejlighederne herude – jeg tror filosofien er, at det er billigere at betale sig fra hjælp til opvasken end at købe og få installeret en maskine. Så vi vasker meget op. Heldigvis har de så også altid et større tørrestativ til opvasken (som jo tørrer ret hurtigt i varmen og den tørre luft fra air condition). Så i det mindste sparer man processen med viskestykket.

Derudover er der 3 soveværelser og to badeværelser – et med brusebad og et med karbad. Alle rum i lejligheden, bortset fra det ene badeværelse, er udstyret med gulv til loft vinduer, og der er den skønneste udsigt. Vi kigger væk fra midten af Thao Dien, så der er masser af grønt at se ud på, og ikke langt væk bugter en af floderne sig, så vi kan følge med i fragtskibenes langsommelige fart til og fra.

The Ascent ligger nogenlunde centralt i Thao Dien, som er det kvarter, der huser de fleste internationale skoler og dermed expat familier. Der er 15 min gang ned til centrum, og der er masser af liv lige udenfor porten. Vores bygning er et af de få hundevenlige steder, hvor vi også nyder fordel af, at man kan gå hele vejen rundt om bygningen i en lille indhegnet have, som holdes så fint med blomster alle vegne og de fineste lyskæder, der tændes om aftenen. Der er også en lille legeplads, hvilket er meget rart, for legepladser er der ellers ikke rigtig nogen af i Thao Dien – her var vi godt vant ovre i Landmarks. Selve bygningen består af blok A og blok B. De første 4 etager er reception og parkeringsetager. Det betyder også, at der ikke er nogen parkeringskælder, hvilket er ret smart når de store regnskyl kommer – Thao Dien er kendt for sine oversvømmelser. På 5. etage starter bygningen så med at dele sig i et A-tårn og et B-tårn, hvor imellem der er det store poolområde. Der er både en stor pool, en børnepool og en opvarmet pool. I starten tænkte vi, at det lød lidt fjollet med en opvarmet pool, men det betyder, at børnene aldrig bliver rigtig kolde – heller ikke selv når det blæser lidt, og det gør det tit ved en pool på 5. etage.

Det var en intro til lejligheden. Hvis vi hopper tilbage til indflytningen, så bød den første uge altså på en del rengøring og praktik, og derefter startede Lasse 2 intensive uger med en masse arbejde. Derefter lagde jeg mig syg, og så forsvandt en uge mere. Så nu sidder jeg her og skriver, 3,5 uge efter vi flyttede ind. Vi er faldet ret godt til, synes vi selv. Selvfølgelig er der stadig ting, der mangler, men vi er nede på, at seneste besked til landlord handlede om at få smurt hængslerne på hoveddøren – så vi er ligesom nået til småtingsafdelingen. Eik og Edith har indtaget hver deres værelse, mens Elin har fået en god del af reolen i stuen til hendes legetøj. I vores soveværelse har vi fået en lille ekstraseng, så vi kan være der, når vi pludselig er 5 mand i sengen. En lokal snedker har leveret et stort lækkert spisebord, så vi alle kan være dér også. Og det begynder at føles som hjem, når bommen lukker op for taxaerne efter en dag ude på eventyr.

Dette indlæg, tænker jeg, er det sidste i den første lille kronologiske række om vores start på eventyret. Herfra vil jeg lave nogle lidt mere temabaserede indlæg – og så må vi se, hvor det fører os hen.