Tiden flyver afsted, og vi er nu allerede forpustet ramlet ind i september. Det betyder, at det er over 3 uger siden, børnene startede i skole. Jeg troede jo, at jeg ville få meget mere tid, når først de var startet, til at få skrevet lidt på bloggen. Sådan gik det ikke helt, men nu må det jo altså være på tide, at jeg får delt lidt om det.

Efter 3 måneders sommerferie, 2 måneder herude, oprandt dagen pludselig, hvor Eik og Edith skulle starte i skole. Vi havde hjemmefra gjort os mange overvejelser om, hvilken skole de skulle starte i. Der er mange muligheder herude. De store internationale skoler med godt ry er utrolig dyre – og deraf følger nok også et ret højt forventningsniveau, og dermed et højt fokus på det faglige niveau. Vi ledte derfor efter en lidt mindre skole – gerne med mere fokus på det sociale. Derfor faldt vi over European International School. Det er en forholdsvis lille skole, samlet på ét campus og med et stort fokus på fællesskab og forældreinvolvering. Jeg havde sikret mig pladser til børnene hjemmefra, og Lasse besøgte skolen, lige da han kom herud og havde stadig et godt indtryk af stedet. Så det blev planen. Da børnene og jeg kom herud, tog vi også ned og besøgte skolen, inden sommerferien startede. Børnene var ret begejstrede, vi fik købt skoleuniformer, og de begyndte straks at tale mere om det med skole og virkede til at glæde sig. Så langt så godt.

I starten af august fik vi så besked om opstarten. Skolen startede onsdag d. 9. Dagen før var der inviteret til en times intro-møde for hver klasse, hvor forældre og børn kunne komme og møde lærerne og de andre familier og børn, og selvfølgelig få lidt info om skolen. Næste morgen skulle børnene så afleveres mellem 7:30 og 7:45 foran porten til en helt almindelig skoledag. Det var godt nok lige på. Men det var vist mest de voksne, med vores forudindtagelser om, hvad første skoledag er for en størrelse, der lige skulle justere forventninger.

Infomøderne gik så fint. Ediths klasse er preschool B (PSB), hvor læreren er Ms Andrea og hjælpelæreren er Ms Phoung. Eiks klasse er grade 1 B, hvor læreren er Ms Kayla og hjælpelæreren er Ms Loan. Der er 19-20 elever i klasserne, halvt piger og halvt drenge. Generelt på skolen er der 30% vietnamesere og 70% udlændinge – fra over 40 forskellige lande. Man kan starte på skolen i børnehaveafdelingen fra 18mdr. Så er der 3 års børnehave, 1 år i preschool (i et separat hus), før man kommer i grade 1. Der er en lærer (som har engelsk som modersmål) og en hjælpelærer (vietnamesisk, men som alle virker til at tale perfekt engelsk) til hver klasse. Fra preschool har de 3 klasser på hvert trin. Til musik, svømning og PE (gymnastik), har de så faglærere, der står for undervisningen. Derudover er der en bibliotekar, som hjælper, når klassen har den ugentlige bibliotekstime. Børnene kan låne 2 bøger med hjem hver uge – generelt er der meget fokus på læsning, men også meget på at det skal være drevet af børnenes egne interesser og være sjovt.

Ediths skema er præget af IOU, som er en slags ”tema-fag” (eller som Eik kalder det ”læreren bestemmer, hvad vi skal lave”). Derudover har hun vietnamesisk, musik, PE og svømning. Eik har desuden matematik og bogstavlære, sprog (hvor man kan vælge tysk, hvis man i forvejen taler engelsk). Der er undervisning hver dag 7:45-14.:55. Derudover er der ESA (extra school activities) mandag og fredag, samt ASA (after school activities) tirsdag, onsdag og torsdag. Begge dele er en slags valgfag – men ESA er typisk sportsgrene, som man betaler ekstra for, mens ASA er inkluderet, og lidt forventet at man deltager i. Der er et væld af valgmuligheder, og man melder sig kun til et kvart år ad gangen, så der bliver fin mulighed for at prøve ting af. Eik har her i første runde meldt sig til fodbold, legoklub og spil. Edith har fået lov at slippe – forklaring følger.

Første dag i skole var de begge meget spændte. Planen er, at Lasse kører dem i skole på scooteren hver morgen. Der er 10-15 min at gå derned (20 hvis man har 3 børn med…), men det tager selvfølgelig kun få minutter på scooteren. Lasses kontor åbner principielt først kl 9 (han kommer dog ofte lidt før), så det giver fin mening, at han lige kører dem derned først – så skal vi heller ikke alt for tidligt afsted. Til gengæld står jeg selvfølgelig for alle afhentningerne. Lasse har typisk fri kl 18, så han er først hjemme 18.30. Det har vi lige skullet finde til rette i – det passer ikke helt så godt med en dansk børnefamilies dagsprogram. Lige nu kører vi efter, at Lasse to dage om ugen kommer hjem 16.30 og så i stedet har 2 timers arbejde om aftenen med god mulighed for møder med DK. De dage kan vi så spise sammen. De andre dage spiser børnene og jeg uden Lasse, og jeg når som regel også at starte på putningen af Elin, før Lasse kommer (hun stoppede med lur lige før vi rejste herud, og med en dag der starter kl. 6, er sengetid altså helst ikke for meget efter 18).

Nå, men tilbage til første skoledag. Det var et par meget spændte børn, der blev sendt afsted i deres uniformer. En god blanding af at glæde sig og være lidt nervøs. Da jeg hentede dem om eftermiddagen var Eik helt oppe og køre over, hvor fantastisk det havde været. Skole var bare det bedste. Edith derimod var noget ked. Jeg fik senere en besked fra hendes lærer om, at hun har været meget ked af det i løbet af dagen. De prøvede med google translate og trøstede efter bedste evne, men vi måtte lige se det an. Dagen efter var det meget samme oplevelse, og jeg talte med hendes lærer om muligheden for kortere dage. Så om fredagen ringede de lige efter frokost og bad mig hente hende – og vi aftalte foreløbig en uge med kortere dage (hvor jeg hentede kl. 13, lige efter deres frokost og hviletid). Det har vist sig at være en rigtig god beslutning, selvom det selvfølgelig også har givet nogle meget korte dage for Elin og jeg).

De første besøgte de også flittigt Eik, når Edith var alt for ked af det, og vi havde i det hele taget indtryk af, at lærerne gjorde sig virkelig umage. Vi talte selvfølgelig meget med Edith om det. Efter en uge fik jeg endelig ud af hende, at hun jo slet ikke havde forstået det med sproget ordentligt. Hver gang vi havde talt om skolen, inden de skulle starte, havde vi jo sagt til hende ”De taler jo engelsk i skolen”, og hun havde svaret ”Så taler jeg bare dansk til dem”, og vi havde sagt ”Men de taler jo kun engelsk”, og hun havde bare sagt ja, ja – og slet ikke virket til at bekymre sig om sprogudfordringerne, som Eik ellers gjorde. Edith havde simpelthen forstået det som om, at de kun TALTE engelsk i skolen – men derfra og til at de slet ikke FORSTOD dansk, den slutning havde hun altså ikke lavet, og hun havde altså antaget, at de godt ville forstå hende. Og vi havde jo tydeligvis ikke fået forklaret det godt nok. Pludselig forstod vi bedre hendes frustrationer.

Ugen efter skrev Ms Andrea til mig, at hun syntes at mærke et system i, at Edith typisk græd om formiddagen, når de skulle tegne og skrive, og spurgte, om vi ville tale med hende om det. Så fik vi endnu en god snak, og Edith forklarede, at de tit skulle skrive deres eget navn, og det kunne hun ikke, mens hun opfattede det som om, at alle andre kunne. I steinerbørnehaven derhjemme var de meget fokuserede på ikke at presse på med bogstaver, tal eller fx at skulle tegne noget bestemt, og Edith har aldrig vist den naturlige interesse for det, som Eik har, så vi har heller ikke presset på. Det er pludselig en meget anden verden herude. Jeg fik hjulpet Edith med at tegne hendes eget portræt (som de skulle bruge til en væg med børnenes selvportrætter), og vi lavede en lille seddel til hende med hendes navn, som hun kunne have i lommen og lige finde frem, når de skulle skrive navn på noget. Det var hendes første tegning nogensinde, der skulle forestille noget. Efter 3 uger i skole er hun stoppet med at græde, og hun har haft de første par succesfulde dage tilbage på almindelig tid. Hun tegner og skriver hele tiden herhjemme. Hun har lært at skrive Edith nu uden nogen huskeseddel – og er i det hele taget bare i en vild udvikling. Det har været et par hårde uger, men nu er der virkelig lys forude.

Eik havde jo en helt anden oplevelse fra en start. Formentlig fordi han har været meget bedre forberedt på, hvad han gik ind til, og nok også fordi han bare var så klar til at udforske tal og bogstaver. Det eneste, han brokker sig over, er fodbold, som han altså ikke synes, lever op til forventningerne. Alt andet er bare fantastisk. Han fik ret hurtigt en rigtig god ven – Sofia. Edith har i øvrigt også fået en ven – Matilda. Matildas mor er lærer i børnehaven og var så sød at tage fat i mig allerede på tredje dagen, da hun godt havde hørt, at det var lidt svært for Edith. Så vi havde en fælles frokost-aftale for begge familier allerede dagen efter, og de to piger fandt heldigvis hinanden, selvom det manglende fælles sprog selvfølgelig stadig er en barriere. Eik og Sofia virkede derimod til lynhurtigt at finde deres eget ”sprog”. Med tegn og fagter kunne de tilsyneladende finde på masser af sjov, også når de skulle sidde stille til et kedeligt foredrag for hele skolen. De sad ved siden af hinanden i klassen, brugte alle frikvartererne sammen og delte vist også fast Eiks madkasse. Børnene får mad i skolen, men Edith har fra en start nægtet at spise maden i skolen, og Eik har også været lidt bekymret for, om han nu blev mæt. Så de har fået madpakker med.

I sidste uge fik vi os dog så desværre lidt af en mavepuster, da Ms Kayla trak mig til side ved afhentning. Hun var virkelig ked af det, men hun havde lige fået at vide, at Sofias familie skulle flytte. Og at Sofia havde sidste dag i skolen dagen efter. Det havde vi ikke lige set komme. Vi gik straks ned i en fin lille butik i nærheden af skolen, hvor vi købte en sød tegnebog til Sofia. Så gik vi hjem og tegnede og skrev et lille brev til hende. Eik tog det meget pænt, men om aftenen kunne han slet ikke sove og græd og græd. Stakkels lille dreng. I torsdags fik han så sagt farvel til Sofia. De havde holdt i hånd og krammet hele dagen, og Sofia havde droppet sin egen ASA og havde fået lov at gå med Eik til hans i stedet. Vi gik ind til dem, da de var færdige, og hjalp Eik med det sidste farvel – og mødte endda Sofias far og fik udvekslet kontakter. De skal til Malaysia, og han inviterede os straks til at komme på besøg. Det var virkelig sødt. Vi har gjort os umage med at give Eik plads til at være ked af det. Men vi har også brugt lidt tid i weekenden på at øve navne på alle de andre i klassen, for det har Eik syntes, var svært at få lært. Ms Kayla har været sød at sende billeder med navne på, og hun siger, at der er rigtig mange, som synes Eik er sød – så vi håber selvfølgelig, at det kommer til at gå okay med at finde nye venner.

Torsdag havde Elin og jeg også været på skolen om morgenen for at deltage i National Day Assembly – et flot show med dans, sang og musik af elever fra forskellige klasser. Og et par 4. klasses elever som konferenciers. Ret sejt. Herefter har fulgt 4 dages weekend i anledning af Vietnams nationaldag i lørdags. Det har været et godt pusterum ovenpå de sidste par ugers mange indtryk. Vi er ved godt mod og synes heldigvis stadig, at det er en virkelig god skole, vi har fundet. Kommunikationen med begge lærere har været rigtig god, og alle er så søde. Indskolingslederen kender fx navne på alle forældre (og rygtet siger, også de fleste nanny’er). Selve stedet er også bare super indbydende. Skolen består primært af en masse gamle villaer, der er omdannet til fx at huse et par klassetrin. Der er så to nyere bygninger med henholdsvis udskolingen og gymnastiksal. Imellem det hele er masser af grønt, legepladser, boldbaner, træer og store skyggeområder.

Nu glæder vi os bare til, hvad den næste tid bringer – og børnene glæder sig selvfølgelig mest af alt til, at de lærer noget mere engelsk, så det hele bliver lidt nemmere.

PS. Jeg havde egentlig tænkt, at indlægget her også indeholde lidt om Elin, som også har været igennem vild udvikling herude, men det må altså blive et indlæg for sig selv. Men hun har det altså godt😊