Selvom vi ikke rigtig mærker det herude, så er det jo blevet efterår. Det betyder også, at vi har deltaget i vores første årstidsfest herude – mid autumn festival også kaldet moon festival. Det vil jeg gerne fortælle lidt om. Vi startede fejringen allerede torsdag aften med at være nede til et lille arrangement ved vores lokale tempel. Lige nede i det nærmeste vejkryds ligger et fint buddhistisk tempel, hvor et par smilene munke gerne inviterer indenfor. Der er altid gang i røgelsespindene og et væld af smukke orkideer pynter den fine lille have. Ved særlige lejligheder deler de også mad ud foran templet, og så kan vi næsten ikke komme hjem fra skole for den lange kø af scootere, med lokale der har styr på, at det er i dag, man kan sikre sig en gratis portion mad. Men i torsdags var hele tempelområdet så udsmykket med balloner alle vegne og en stor pavillon ved siden af templet, hvor der, i bedste asiatiske stil, blev holdt talent-danse-konkurrence for de lokale skoler med musik så højt, som kun asiaterne forstår at spille det. Midt i det hele kom der dog en gigantisk regnbyge, som vist fik kortsluttet højtalerne. De havde dog heldigvis lige nået at udnævne vinderen, og så kom vi jo alle hjem og i seng i fornuftig tid.
Heldigvis, for næste morgen stod den på ”moon festival assembly” for børnehaven, preschool og grade 1 og 2. Lasse, Elin og jeg tog ned og så det. Det foregik inde i gymnastiksalen, som blev helt mørkelagt, mens børnene kom ind til musik med deres fine små lanterne. Hver klasse havde lavet sin egen type lanterne, så det var sjovt at følge med i, hvilken klasse der nu kom ind. Derefter var der nogle af klasserne, som fremviste danse på scenen, og Eik var også oppe med en del af sin klasse og danse – ret sejt.
Om aftenen tog vi på tur for at opleve festivalen. Vi havde sat Lasse i stævne efter arbejde i distrikt 5, Chinatown, der er centrum for festlighederne. Det er egentlig en kinesisk fest, som vietnameserne bare har gjort til deres egen. Der indgår lanterner, dansende drager og moon-cakes. I Chinatown havde vi lovet børnene at købe lanterner, og det gav en vild tur op og ned af de mest overfyldte gader, hvor det solgtes lanterner, dragekostumer og streetfod, og var masser af sjove lykke-boder, hvor man kunne kaste bolde eller skyde efter balloner. Det lykkedes os at slippe ud med bare en lanterne og en bamse-præmie per barn – moren var tilfreds. Derfra gik turen ned til en kinesisk restaurant, som Lasse havde fået anbefalet af sine kollegaer. Her fik vi 4 super lækre retter til ingen penge (130kr inkl. Sodavand), og børnene overraskede os vildt med at smage på både det ene og det andet – og endda være ret begejstrede for flere af tingene.
Lørdag skulle vi først lige til noget helt andet – en tur i Snow World med Netcompany. Der var arrangeret en familietur med lidt frokost, tid i legelandet og så en tur ind i hovedattraktionen, et snelandskab, hvor et større antal snekanoner forsynede en kælkebakke og et lille område foran med sne. Det var så skørt. Trods en del klager på forhånd fra børnene (mor, hvorfor har jeg ikke en hue med til Vietnam?, mor, hvor er mine overtræksbukser?), blev det en ret sjov oplevelse for alle.
Tilbage igen om aftenen stod temaet igen på moon festival. Vi fik moon-cakes til teen – Lasse havde fået en kæmpe kasse af fagforeningen, og vi delte et par kager. De består af en mørdejsskal med et fint mønster på toppen, og så kan indholdet variere. Den klassiske variant har et næsten marcipan-agtigt indhold og ligger ret tungt i maven. Det lokale saying herude er også, at alle børn drømmer om en moon festival med lanterner og drager efter at have fyldt maven med moon-cakes. Om aftenen var der så arrangement i bygningen, vi bor i. Først var der lidt forskelligt vietnamesisk underholdning, som vi ikke forstod noget som helst af, derefter kom der en tryllekunster og underholdt, og til sidst kom de endelig; de to drager. To mænd i hver drage, en til at holde hovedet og en til at agere krop og hale. Og så et par mænd til trommen og bækkenet, der slog an til en rigtig dragedans. Det var lidt overvældende, men børnene tog det i stiv arm. Efter en parade rundt om bygningen med lanterner og drager, sluttede dragerne af med en sidste og lidt roligere chance for at klappe og ae de fortryllende dyr. Og så var det bestemt også sengetid for både børn og drager.