Vi havde længe diskuteret rejsemålet for vores fælles sommerferie. På min og Lasses ønskeliste stod Con Dao, fordi vi så gerne ville dele den vilde skildpadde-oplevelse fra vores bryllupsrejse med børnene. Men Con Dao er en ret lille ø, der er ikke så meget at se til en 2 ugers ferie. Så da en del af de danske familier herude talte positivt om Bali, begyndte jeg at undersøge lidt. Og på Bali kan man jo også se skildpadder – så vi kom frem til, at det nok var et bedre bud. Endda er mulighederne allerbedst på Gili øerne, så en tur videre derud måtte med i planen.

Jeg brugte lang tid på at undersøge, kigge på hoteller og lægge planer. Der blev skrevet oversigter over ugerne med destination, hotel og aktiviteter. Det hele bliver lidt mere kompliceret, når man rejser med 3 børn (og de alle sammen helst vil sove på værelse med de voksne). Så en del tilrettelser i planen måtte til, efterhånden som jeg blev klogere. Heldigvis var Lasse og børnene søde til at kigge med, hver gang jeg blev i tvivl om planen eller hotellerne.

Da vi kom retur fra Danmark, havde vi en uge til at komme os over jetlag og til et par legeaftaler. Det skulle dog gå lidt anderledes end planlagt, da Eiks forkølelse på flyveturen udviklede sig til en mellemørebetændelse, som desværre kom til at kræve en gang penicillin. Så vi brugte dagene på legeaftaler og medicinhåndtering – men det gik alt sammen, og penicillinen havde heldigvis hurtig effekt.

Vi skulle flyve søndag formiddag, og havde derfor lørdag sammen til at få pakket. Og det var ikke nemt. Snorkler og svømmefødder og badekåber rimer dårligt på mit ønske om at rejse let – godt vi er to om pakke-beslutningerne, for vi havde ikke meget med, vi ikke fik brugt. Det lykkedes til sidst, og vi tog afsted mod lufthavnen søndag morgen. Imens vi var væk, ville Ana som sædvanlig komme og bo i lejligheden og passe på Raffi. Vi fløj med Vietjet, som flyver direkte til Bali på knap 4 timer. Super nemt bortset fra at vi startede ud med 3 timers forsinkelse på flyet. Vietjet er notorisk kendt for deres forsinkelser, men vi har fløjet med dem næsten alle vegne herude, og det er første gang, vi bliver ramt. Vi trøstede os med, at nogle timers forsinkelse betyder mindre på en 2 ugers ferie end på en forlænget weekend.

Fremme på Bali fik vi styr på visa, skaffet et simkort og booket en grab (det virker også på Bali – super smart). Det var allerede blevet mørkt, så det var godt at vide, at vi bare skulle frem til et lækkert hotel. Jeg havde booket de første 4 nætter på Hard Rock Hotel. Pool og vandland så vildt ud, og siden børnene så billeder af det, har de glædet sig til Bali. Så det var et godt sted at starte. Egentlig havde jeg tænkt mig, at vi så kunne tage på lidt udflugter de dage, en alle var lidt trætte ovenpå ugen med mellemørebetændelse, så vi endte mest med at bruge tiden på hotellet, hvor vi nød de skønne faciliteter. Vi fik et fint værelse med to dobbeltsenge og en skøn udsigt. Hotellet var kæmpe stort og lidt larmende om aftenen (der var gang i rock musikken), og lidt kaotisk ved morgenmaden – men ellers rigtig godt. Der var et kæmpe vandland, flere rutsjebaner, en stor kunstig sandstrand midt i poolområdet, 2 swim-up barer og flere restauranter. Og udenfor hotellet skulle man bare lige krydse vejen, så stod man midt på Kuta beach, hvor man snildt kunne bruge timer på bare at kigge på de store bølger og de mange surfere. Selv børnene var dybt fascinerede af det syn.

Vi nåede også en shoppetur, hvor især Eik brillierede med en klar plan og fik skaffet sig både to Bali skjorter og et par nye klipklapper – han slægter sin Morfar på med det der hurtig-shopping. Og så fik vi vores lidt udskudte 10års bryllupsdagsmiddag på Jamie Olivers restaurant, som var en del af hotellet. Børnene var noget skeptiske, men overgav sig totalt, da de fik serveret Jamies pasta med ”secret tomato sauce”. Jeg måtte endda love at skaffe opskriften og lave den derhjemme (det er siden gjort med stor succes). Det eneste problem var, da børnene opdagede hvor lækker min pavlova dessert var – så var de pludselig utrolig hurtige til at få spist deres egen is og komme over og afkræve bidder. Næste gang får de voksendesserter!

Efter nogle afslappende dage i Kuta gik turen videre til Ubud. Mr Rai kom og hentede os i en kæmpe bil, og planen var så at afbryde den 2+ timers køretur derop med et par stop. Først i Hidden Mini Zoo, hvor vi så alt fra varaner til edderkopper og aber. Til sidst var der en røre/holde station, hvor søde medarbejdere stod klar med slanger, firben, edderkopper, kæmpe flagermus og meget andet. Børnene var mega seje og modige. Efter den oplevelse tog vi videre til Tegenungan waterfall. Her gik vi ned at de mange trapper, hvorefter Lasse og børnene hoppede i badetøjet og fandt vej ud i vandet med de mange andre turister. Det var et noget turistet sted, men det var en god mulighed for at se et af Balis berømte vandfald, uden at vi skulle køre nogen særlig omvej. Efter badningen fik vi lidt frokost, og så satte mr Rai kursen videre mod Ubud. Her strammede trafikken for alvor til, og vi blev ret glade for at sidde i den store luksusbil og bare kunne nyde turen. Vi synes jo, vi er vant til intens trafik fra HCMC, men Bali er alligevel er kategori for sig.

I Ubud havde jeg booket et lille hotel lidt udenfor byen. Der var en skøn udsigt over rismarkerne og stadig kun 5 minutters kørsel til centrum. Det var et virkelig charmerede sted. Vi fik tildelt to værelser side om side og fik en lækker middag med den skønne udsigt. Natten skulle dog vise sig en anelse mere problematisk. Edith vågnede midt på natten og startede en længere opkastningsrunde. Da hun endelig stoppede og faldt i søvn, vågnede Elin og startede opkastningerne. Vi har jo prøvet det før, og Bali er kendt for ”Bali belly”, så vi var forberedte på, at det her kunne ske. Belært af tidligere sendte vi derfor Lasse og Eik på tur næste dag – så fik nogen i hvert fald set og oplevet noget – mens pigerne og jeg hvilede ud. Ved et mirakel blev ingen af os andre smittede, og da vi efter en dags hvile fik en svært begejstret Eik og Lasse hjem, som havde været både i Monkey Forrest, set paladset og vandtemplet; så var pigerne helt klar på at skulle afsted dagen efter.

Vi startede næste morgen med en taxa direkte til Monkey Forrest. Jeg havde egentlig troet, at vi skulle springe den over, fordi Elin har været ret bange for aber efter en uheldig oplevelse i zoo i Danmark. Men da hun så Lasses billeder af de små aber (som jo er noget helt andet end den kæmpe chimpanse i Danmark, der engang skræmte hende fra vid og sans), så ville hun altså bestemt gerne afsted. Det viste sig at blive en stor succes. Vi var selvfølgelig meget forsigtige, gik ikke for tæt på aberne og fulgte alle retningslinjerne – og nød bare synet af de søde, kloge aber og især de mange nuttede baby-aber. Efter Monkey Forrest og lidt lækker frokost på en skøn café, gik turen op igennem Ubud og med en klar shoppingliste blev der indkøbt både saronger, magneter og fine drømmefangere. Efter det var alle dog helt flade og med et truende regnvejr, snuppede vi bare en is og satte så kursen mod hotellet. I betragtning af at vi kom midt i dry season (Bali har regntid lige modsat af Vietnam, meget praktisk), tror jeg, vi ramte ind i samtlige regnvejrsdage for både Juli og August – de lokales kommentar var bare ”Ja, det regner endelig, det har det ikke gjort i to måneder”. Men det var selvfølgelig slet ikke at sammenligne med rigtig regntids-regn.

Næste dag skulle vi egentlig videre mod Padang Bai, men eftersom vi ikke helt havde nået så meget i Ubud, besluttede vi at efterlade bagagen på hotellet og så lige tage et par timer mere i Ubud før afgang. Den samme grab chauffør som dagen før hentede os, og da han hørte vores dagsplan, tilbød han straks at køre os til Padang Bai til en fair pris. Så var der styr på det. Vi satte derefter kursen mod paladset og så vandtemplet, hvorefter vi tog ud på ”sweet orange trail”, en lille vandrerute mellem rismarkerne, som førte nordpå ud af byen. Undervejs fik vi frokost et skønt sted midt i rismarkerne, og efter lidt videre vandring blev vi så hentet af vores chauffør, som efter en tur tilbage til hotellet efter bagagen satte kursen mod Pandang Bai.

Padang Bai er en lille kystby, hvorfra der går færge til Gili øerne. Derudover ligger den lige ved siden af Blue Lagoon, som er kendt for sine gode og børnevenlige snorkelmuligheder. Jeg havde derfor booket 2 nætter her, så vi lige kunne få en dag med snorkel-træning, inden vi skulle med morgenfærgen til Gili. Vi havde booket en lejlighed i Bloo Lagoon  – et ægte eco-resort på klippen mellem Padang Bai bugten og Blue Lagoon. Lejlighederne/husene er lavet i meget åben stil, hvor kun et enkelt værelse nedenunder er lukket af og med air condition. Resten er kun med vægge til 3 sider, så udsigten kan nydes maksimalt. Vi havde den fineste udsigt over Padang Bai. Det var smukt om aftenen med lysene – til gengæld måtte vi leve med larmen fra færgerne, som tilsyneladende sejlede hele natten. Her fik vi første smagsprøve på, hvad det kan at have mere end et lille hotelværelse. Vi havde et skønt, sænket spisebord (af den type, hvor der er gravet ud under til benplads) med udsigt, og her fik vi serveret flere skønne måltider undervejs, uden af skulle bekymre os om børn, der mister koncentration og larmer eller lige har brug for at løbe en tur rundt om bordet, før måltider kan genoptages.

Næste dag havde hotellet arrangeret en snorkeltur for os. Vi blev kørt ned til Padang Bai, hvor en af de små både med balance-vinger skulle tage os med på tur. Vores skipper anbefalede at tage turen forbi Blue Lagoon videre til den næste lille bugt, hvor der var knap så crowded og mindst lige så gode snorkel muligheder. Her fik vi efter lidt overtalelse lokket børnene med i. Edith var en smule skeptisk over de mange fisk, mens Eik absolut ingen betænkeligheder havde – lidt sjovt at det var præcis modsat, da vi trænede med snorklerne hjemme i poolen. Men der var også bare fyldt med fisk og koraller i alle slags og farver. Måske noget af det flotteste snorkling jeg har prøvet. Vi talte bagefter om, at selvom vi på forhånd havde tænkt, at det skulle være så godt, at børnene fik deres første rigtige snorkel oplevelse et godt sted, så var ulempen, at deres standard for snorkling nu er sat totalt urealistisk højt. Bortset fra at vi ingen skildpadder så (det havde vi heller ikke forventet), så var det virkelig en vild tur. Elin kunne ikke lokkes til at prøve med hendes maske, det havde hun heller ikke villet hjemme i poolen, men vi fik hende overraskende nok med på at komme i vandet (i redningsvest selvfølgelig, ligesom de to andre), og så bare sidde på ryggen af enten Lasse eller jeg, mens vi snorklede rundt med de store.

Efter den store oplevelse, måtte vi lige retur til hotellet og fordøje med en Siesta. Men efter den og en kort tur i den lækre pool, satte vi kursen mod Blue Lagoon stranden. Som forventet var det blæst lidt op (det gør det typisk på de kanter, og formiddagene er derfor bedst både til sejlads og snorkling), men vi kom da en tur ud – først Lasse og Edith og bagefter Eik og jeg. Det var en lidt svær tur ud over revet, men da vi først var derude var både koraller og fisk – endda nogle lidt større end vi tidligere havde set. Resten af tiden gik med skøn leg i sandet og ingen ville med hjem, da aftenen faldt på. Men vi skulle jo op og pakke, så vi kunne være klar til færgen næste morgen.

Efter megen research var jeg kommet frem til, at det bedste var at sejle med Eka Jaya til Gili Air. Mens Gili T er kendt som en fest-ø, og Gili Meno som den romantiske ø (hvor størstedelen af hotellerne slet ikke accepterer børn), er Gili Air den familievenlige ø. De ligger alle tre tættest på Lombok, og sejlturen fra Bali er to timer. Turen er kendt for at kunne blive lidt hård i dårligt vejr, så en morgenafgang er at foretrække. Vi kom også fint afsted, og kun Elin var lidt dårlig til at starte med – hun faldt dog kort efter i søvn, så måske var det mest trætheden, der spillede ind. Først fremme på Gili Meno startede kaosset. Eka Jaya færgerne er så store, at de ikke kan lægge til på øerne (mest et udtryk for, hvor små havnene er), så der bruges shuttlebåde til at fragte passagerer om bord og af ved hvert stop. Det tog en evighed og var ikke videre behageligt. Til en anden gang ville jeg nok have booket billetter til BlueWater Express, som godt nok er 50% dyrere og noget mindre – hvilket potentielt giver mere vippende sejlads, men som til gengæld gør at man slipper for shuttle-kaos.

Men det lykkedes jo alt sammen, og efter stoppet på Gili Meno, kom vi i land på Gili Air – lidt kaotisk med 3 børn og 3 kufferter. Men det gik og vi fik prajet en hestevogn til at køre os til hotellet. Der er ikke tilladt biler og motorcykler på Gili øerne, så al transport foregår med hestevogne, cykler, små elscootere eller til fods. Det giver en skøn afslappet stemning. Jeg havde booket værelse på A Villa, som er et fint lille hotel, med små villa-værelser med egen lille terrasse og mini-pool. Det ligger kun 10 min gåtur fra turtle beach, og de havde lovet at lave to opredninger til Eik og Edith. Det skulle vise sig at være et rigtig skønt sted.

Den første hele dag gik vi på stranden og svømmede ud og snorklede. Edith og Lasse tog den første tur og kom helt høje tilbage – de havde set en skildpadde! Så kan det nok være Eik og jeg hurtigt kom i udstyret og satte kurs i samme retning. Og sørme om vi ikke var heldige at finde den også. Sikke en flyvende start. Der blev leget løs på stranden, men midt på dagen blev det for meget lavvande til, at vi havde held med snorklingen. På Gili er der kun 1 runde tidevand i døgnet, og det betyder ret meget for snorkelmulighederne. Ved lavvande er det svært at komme ud over revet. Derudover så er skildpadderne typisk inde og spise i revområderne ved højvande, mens de finder ud på dybere vand ved lavvande. Så hurtigt blev tidevandstabellerne lige så ivrigt tjekket som vejrudsigten. Heldigvis kunne vi jo finde tilbage igen til hotellet, hvor det var skønt for alle at kunne holde siesta på terrassen og i poolen. Hotellet lavede ikke specielt spændende mad, men vi udnyttede alligevel et par gange, at det var så nemt at få serveret et måltid på terrassen – ligesom de også kom med morgenmaden til servering på terrassen på et aftalt tidspunkt hver morgen.

Vi sluttede dagen af med en gåtur til vestsiden af øen, hvor vi fik solnedgangsdrinks efterfulgt at pasta og pizza serveret på stranden hos Mama Pizza. Dagen før havde vi også fået lækker italiensk serveret på Italy i hovedgaden – i det hele taget var jeg imponeret over, hvor let det var, at finde gode spisesteder. Selv isbaren i hovedgaden serverede den bedste is, jeg har fået i lang tid.

Næste dag havde hotellet arrangeret, at skipperen Juney kom og hentede os til en 4 timers privat bådtur i en ”glass bottom boat”. Juney var så sød og super hjælpsom med børnene. Han var selv far til to. Stykket med glas i bunden på båden var ret lille, og så snart man sejler, kommer der alt for mange hvirvler i vandet til, at man kan se noget. Men det betød dog ikke det store, for vi var ikke engang nået til første stop, før Juney udpegede et par skildpadder i overfladen nær båden. Fremme på første stop, på den anden side af Gili Meno, gik det så for alvor løs med skildpadderne. Vi så indtil flere og selv Elin fik et glimt, hver gang de skulle op og trække vejret. Vi var vildt imponerede. Et kort stop ved undervandsstatuerne ved Meno blev efterfulgt af et stop ved Gili T, hvor der igen var skildpadder. Så lagde vi til på Meno, hvor vi fik lidt at drikke og spise, og sejlede derfra tilbage til Gili Air, hvor vi blev sat i udfor vores egen strand, men helt ude ved kanten af revet, hvor vi så endnu et par skildpadder. Det havde overgået alle vores forventninger. Børnene var super begejstrede – så længe vi huskede at indlægge nok med pauser med snacks og en badekåbe til dem, der frøs.

Da vi kom retur til hotellet var alle forståeligt nok helt færdige, især Lasse som havde tilbragt et par timer af natten på toilettet – han må have fået noget dårligt at spise dagen før. Så vi hvilede lidt, puttede Lasse i seng, og satte derefter kursen mod hovedgaden, så vi lige kunne få købt en fødselsdagsgave i nogenlunde hemmelighed. Det kom også lige til at koste et par crepes og en is til hver – ja, man kan meget i Gili Airs lille hovedgade.

Ovenpå turdagen måtte vi have en slappedag, og vi satte kursen lidt længere mod nord til turtle beach, hvor vi fandt os en gazebo for dagen. Her kunne vi nemt smutte ud på snorkeltur, gå i sandet og lege, men havde også lige en skyggefuld base og muligheden for at bestille mad og drikke i løbet af dagen. Det fungerede ret godt. Vandet var dog noget uklart, så det var ikke meget snorkling det blev til, men til gengæld blev vi så hængende ved lavvande og fik set en masse spændende ting – fx en levende søstjerne og flere levende søpindsvin. Til sidst smuttede vi dog hjem til en sen siesta, og for en gangs skyld oplevede vi så at få serveret afternoon tea af hotellet (det var complimentary, men vi havde bare ikke været hjemme til det de andre dage). Efter en lille pause og lidt leg i poolen, fik jeg lokket flokken med rundt om hjørnet til ”Ruby’s” – en af de populære restauranter på øen, som serverer lokal mad med et moderne twist. Da vi kom forbi et par dage før, var restauranten tætpakket, så vi blev lidt overraskede, da vi ankom som de første 18.30. Der gik dog kun en halv time, så var alle borde optagede. Lasse og jeg fik prøvet noget nyt fra det indonesiske køkken, og børnene var så begejstrede for pastaretten, at vi måtte bede om en ekstra portion. Og vi fik endda snakket lidt om alle vores oplevelser undervejs – forrest på menuen stod nemlig ”NO WIFI. Here go old school people and talk to each other”. Det, syntes børnene, var mega sjovt – “Mor, vi skal snakke sammen!”.

Så blev det jo Lasses fødselsdag. Det gav mange minder tilbage til hans fødselsdag på vores bryllupsrejse, selvom det hele selvfølgelig er ret anderledes med 3 børn. Vi fik vækket ham med sang og gaver, og efter morgenmaden havde Lasse fået lov at bestemme, at vi skulle på en bådtur mere. Vi blev hentet af Gigi, som tog os med ned til stranden. Her ventede en lidt større båd end sidst, og alle glædede sig! Der skulle dog lige et lille uheld til, før vi kom rigtig i gang. Mens jeg forsøgte at hjælpe børnene om bord, kom der pludselig en stor bølge og skubbede båden langt ind over sandet og desværre også over mine ben – jeg stod med ryggen til, og så ikke hvad der skete, før det var for sent at flytte mig. Det kostede en ordentlig hudafskrabning på en ene fod og et par meget ømme lægge, der senere skulle få nogle seriøse blå mærker. Vi kom om bord og fik sundet os, og så gik ruten ellers ud nogenlunde som sidst. Vi startede på Meno og så som det allerførste en KÆMPE skildpadde. ”Pappa Turtle”. Vi fulgte den længe rundt, før der blev tid til også at kaste et blik på de andre skildpadder i området. Så sejlede vi videre til undervandsstatuerne, som Eik og Edith også gerne ville se denne gang. Efter det havde vi bedt om, at dagens tur indebar baby turtles, og vi lagde derfor til land på Meno, hvor de havde et par bassiner. Ligesom vi havde oplevet det på Con Dao, samler de også her æggene op, passer på dem og har derefter babyskildpadderne i et beskyttet bassin de første måneder, til deres skjold er blevet hårdt, og de har bedre chance for at klare sig. Det har vist været en meget effektiv måde at hjælpe en tidligere truet art. Der var et hold 14-dage gamle skildpadder (stadig helt sorte) og et hold 1 måned gamle skildpadder (som var begyndt at få mønstre). De var ekstremt nuttede! Og børnene kunne slet ikke forstå, at vi ikke bare kunne tage dem med hjem. Vi blev hængende længe og måtte endda sende Lasse tilbage til båden, for at hente lidt penge at putte i donations-boksen. Der er turtle sanctuaries både flere steder på Bali og på Gili T. Mens stederne på Bali er ret kommercielle, var det her på Gili Meno bare et lille sted med 3 bassiner. Det drives af en lokal fyr og er udelukkende baseret på donationer.

 Fra babyskildpadderne sejlede vi videre til et virkelig smukt rev, hvor vi snorklede meget længe uden mange andre. Til sidst bare Lasse og jeg, da børnene blev pauseklare. Og så pludselig, ud af det blå, dukkede en fin skildpadde op. Den havde travlt med at spise, mens en lille gul fisk svømmede rundt og rundt om den. Det så virkelig sødt ud! Efter en pause med lidt mad og drikke på Meno gik turen tilbage til Gili Air, men denne gang gik vi i omme på nordøst siden. Her var der virkelig mange spændende koraller, og selvom det var begyndt at blæse lidt op, kunne vi næsten ikke slippe det – alle var klar over, at det blev sidste snorkeltur på denne ferie. Til sidst kaldte Gigi os dog tilbage. Slut for denne gang. Vi sejlede retur og stoppede på vejen tilbage til hotellet og købte madtærter og kager, så der kunne blive lidt fødselsdagsfejring på terrassen.

Efter siestaen gik vi ned og fik styr på færgen til dagen efter, fik byttet Lasses fødselsdagsgave (en Bali-skjorte) til den rigtige størrelse og købt en ekstra, og så gik turen over til vestkysten til en sidste solnedgangsmiddag på stranden, denne gang på Mowies, som stegte tunbøf og barracudafillet til de voksne, mens børnene næsten havde for travlt med at lege til at få spist deres pasta. Skøn afslutning på dagen!

Næste dag gik turen retur til Padang Bai. En lidt lang tur og kaotisk tur, så vi var glade for at have prioriteret på forhånd at bestille en stor bil, som derfra kørte os til Kuta, hvor jeg havde booket et hotel nær lufthavnen til den sidste nat. Der var selvfølgelig også meget trafik, så vi kom sent frem til et hotel, der ikke var helt så skønt, som jeg havde troet. Værelset var selvfølgelig ikke klar (selvom klokken var 17.30), og da det endelig blev, var det med en ”opgradering”, som ærlig talt mere føltes som en nedgradering. Men pyt, det var svært rigtigt at slå os ud efter de sidste dages vilde oplevelser. Børnene fik en is i solnedgangen, vi hoppede i den store pool og fik bagefter serveret pizza og nachos på poolkanten – så blev det alligevel til en ret god aften. Næste morgen nåede vi lige et sidste dyp i poolen efter morgenmaden, men så skulle vi også afsted mod flyet, så vi kunne komme hjem. Selvom det kun har været 15 dages ferie, har der været så mange oplevelser, at det faktisk var helt ok at skulle hjem. Hjem til Raffi.