Oktober bød på et længe ventet besøg, nemlig af Farmor og Poul. Dagene var blevet tællet, og børnene glædede sig til den store guldmedalje. Så endelig oprandt ankomstdagen, og som om der ikke var spænding nok i luften, valgte vejrguderne lige at tilføje lidt ekstra krydderi med det voldsomste regnvejr, vi endnu har oplevet. Da jeg så, hvor det bar hen, bestilte jeg en taxa ned til afhentning på skolen, men den stakkels chauffør forstod ikke nok engelsk til at lytte til mine forslag om at køre bagom – og så fik jeg også prøvet det frygtede: at gå i stå i bilen midt i oversvømmelsen på Quoc Huong Street. Til sidst blev jeg med tegn og fagter enig med chaufføren om, at jeg kunne åbne døren og forsøge at komme ud. Vandet stod få cm fra underkanten af døren. Sandalerne af, ud i vandet, og så må man forsøge at vade sig igennem. Elin havde heldigvis kunnet blive på skolen med dem, der skulle have ASA, og vi endte så med at vente på Eik og Edith og tage dem med hjem – efter en lang ventetid på en bil. Det lykkedes dog, og vi kom hjem til sidst. Da Lasse et par timer senere hentede Annette og Poul i lufthavnen, var vandet langt fra forsvundet, og de fik sig også lidt af en oplevelse, før de endelig efter en lang rejse landede i lejligheden.

De første par dage af besøget havde vi ikke store planer. Børnene var i skole, og Lasse var på arbejde, så vi fik bare set lidt af lokalområdet, spist vietnamesisk mad, og der blev også tid til manicure. Torsdag aften var det Balut-tid, og Annette havde fået tilbuddet om at komme med. Vi skulle på Mamacita; et nyt mexicansk sted i hovedgaden. Der var god stemning, lækker mad og cocktails, så det var en helt perfekt aften.

Fredag aften bookede vi bord på Changs bistro – den italienske nede ved floden. Selvom der ikke var så meget solnedgang efter endnu et regnskyl, så fik vi lækker mad og nød udsigten. Lørdag stod den på pakning og forberedelser til Mui Ne. Om aftenen havde vi dog lige en plan om en tur i teateret. Der ligger, har vi nu lært, et lille teater meget tæt på os, og de havde en opsætning af Hans og Grethe, som vi havde købt billetter til. Det er ikke så tit, der kommer den slags tilbud herude (på engelsk vel og mærke), så det er med at holde sig til. Det var en rigtig fin oplevelse! Men alle var trætte bagefter, og jeg havde en forkølelse under opsejling, så vi smuttede direkte hjem og fik vietnamesisk take-away.

Søndag formiddag blev vi så hentet til afgang mod Mui Ne. Jeg havde bestilt en minibus, og den kom i den flotteste lyserøde farve, man kan forestille sig. Proppet med bamser, til børnenes store begejstring. Et godt udgangspunkt for en tur, der også skulle vise sig at gå helt problemfrit. Sidst vi var i Mui Ne, på Company Trip for næste 1,5 år siden, havde vi en forfærdelig 7 timers bustur hjem, så derfor har jeg været noget tøvende overfor at tage til Mui Ne igen, selvom alle siger, at det normalt kun tager 2-3 timer. Men det var godt, vi fik prøvet det igen, for det tog jo ganske rigtigt kun knap 3 timer. I Mui Ne havde jeg booket bungalows til os på Sailing Club, som alle de danske kvinder taler så varmt om. Det er ikke så stort et sted, men utrolig charmerende. Vores bungalows var allerede klar, selvom vi kom flere timer før check-in, og vi havde fået to lige ved siden af hinanden, præcis som aftalt. Vores bungalows lå lige før poolen og restauranten og på den anden side af poolen var stranden. Det var virkelig nemt og skønt, at det hele lå så samlet. Og selvom der kun var én pool, så fungerede den utrolig godt og lå omringet af solsenge med de tykkeste madrasser, jeg nogensinde før har set på en solseng. Vi havde ingen faste planer for dagene udover fejringen af Edith om mandagen, og vores løse idéer endte også med at blive droppet – der var simpelthen for dejligt på hotellet til, at nogen havde lyst til at tage på tur.

Mandag morgen var det så tid til fødselsdag, og Edith blev vækket med sang og flag og en skattejagt efter den længe ventede gave – et ur ligesom Eiks, der kan ringe og sende beskeder. Lasse havde fortalt det til personalet, så der ventede også en kage ved morgenbordet, før vi andre overhovedet havde nået at bestille mad. Så fulgte flere gaver og stor glæde hos den nu 6-årige. Efter en dag i poolen, bød eftermiddagen på en stor chokoladekage og derefter et par timer på stranden, før vi sluttede dagen af med en hyggelig middag.

Sådan fulgte de næste dage også: pool-tid, strand-tid, lækker mad og skønt samvær. Det eneste minus var, at Farmor hjemme i lejligheden havde revet sig på sengen og fået et sår på skinnebenet, som drillede meget, æv æv. Til gengæld fik Edith og Farmor så kigget i ”sladderblade” på solsengen – det koncept havde Edith ikke hørt om før, men nu har hun så fået styr på de kongelige og efterspørger, om vi ikke kan se det der ”Vild med dans”.  Farmor og Poul var også seje at tage børnene med på en lang gåtur på stranden, så Lasse og jeg fik tid på hver vores solseng til bare at nyde den skønne udsigt.

Til sidst blev det dog torsdag, og turen skulle gå hjemad. Desværre – især børnene kunne snildt have blevet et par dage mere. Som om det ikke trak nok i forvejen at blive, så kom der en dansk familie den sidste formiddag, og Elin faldt straks i hak med deres pige, Vilde. Vi har aldrig før prøvet Elin finde venner så hurtigt – der er virkelig sket noget de sidste måneder. Efter et par timers leg i poolen blev der krammet og kun sagt farvel med løfter om fremtidige legeaftaler – for de bor heldigvis lige rundt om hjørnet fra skolen. Men nu ventede en minibus os til en heldigvis også overkommelig tur hjem.

Efter Mui Ne havde vi stadig nogle fridage tilbage, og den første dag brugte vi på tur på Meta Show – en Van Gogh udstilling, jeg havde hørt godt om, men som vi ikke havde fået besøgt før. Det var meget børnevenlig installationskunst-udstilling, og vi fik taget et hav af sjove billeder. Børnenes favoritter var tunnelen, hvor skallen drejede rundt, men det føltes som om man selv var på vej på hovedet; samt spejl-paladset, hvor man kun kunne finde vej igennem ved hjælp af en lille stav, som skulle hjælpe én med at se, hvor der var vej, og hvor det var spejl. Vi kørte hjem igen gennem silende regn og eftermiddagsplanen var heldigvis bare lidt mere fødselsdagsfejring med resten af gaverne og kage fra Dulche.

Lørdag formiddag skulle vi på Snap café. Lasse har fået en ny dansk kollega herud, som medbringer både hustru og to små piger. Jeg har hjulpet dem både før og efter flytning med svar på alle de mange spørgsmål, man kan have, og Lasse havde nu arrangeret en lille velkomst-brunch på Snap. Igen overraskede Elin os med hurtigt at få god forbindelse til lille Ellen, og de legede skønt sammen, mens vi andre fik lidt at spise. Om aftenen havde vi fået tilbudt en kæreste-aften med børnene passet, og det sagde vi ikke nej til – det er 8 måneder siden sidst. Så Lasse havde booket bord på The Deck, hvor vi først fik bobler og så en skøn middag og drinks bagefter. Min dessert tog førstepræmien – flydende karamel hældt over en chokoladekugle med is og bærkompot – mums! En virkelig skøn aften havde vi og kom endda hjem til 3 sovende børn – seje Annette og Poul!

Den sidste fælles fridag, søndag, tog vi på tur til distrikt 1. Lasse og Elin, Annette og Poul tog i forvejen og så kontoret, mens Eik var til skak. Så mødtes vi alle foran posthuset, så domkirken, var i book street, og fik frokost før vi satte kursen forbi Independance Pallace mod rådhuset, operaen, og Nguyen Hue street. Vi fik også lige shoppet lidt i Mekong Quilts, prøvesmagt den hypede saltkaffe og sluttede af med is til alle. Et par intense timer! Men så bød dagen heller ikke på mere, før vi snuppede aftensmad på Jaspas og endnu et kæmpe regnskyl – den regnsæson vil ingen ende tage.

Børnene havde også fri om mandagen, men Lasse skulle på arbejde. Vi andre tog en rolig dag hjemme. Der blev spillet masser af spil – yatzy, matador og nogle af Ediths spil, som hun endda også fik Elin med på at spille. Så var alle udhvilede og klar til skolestart om tirsdagen. Her tog Farmor og Poul selv på tur rundt i Thao Dien, mens jeg stod for levering af fødselsdagskager til Ediths klasse (bagningen havde den lyserøde café heldigvis klaret). Senere mødtes vi alle til cheesecake og en sidste aften sammen fyldt med hyggelig spilletid.

Onsdag var det tid til at sende Farmor og Poul hjem, og som altid er det hårdt at sige farvel. Især Eik synes, det er virkelig svært, lige når det står på. Men samtidig har vi jo også haft nogle utrolig skønne og intense ugers samvær. Jeg tog Annette og Poul på Happy Tree til en sidste frokost, og så nåede Elin lige hjem fra skole og var med til at sende dem godt mod lufthavnen. Mange tak for besøget fra alle os!