Vores lille familie skal på eventyr! Og vi glæder os rigtig meget. Lasse har fået tilbudt en udstationering i Vietnam, hvor han skal tage sig af det vietnamesiske kontor, Netcompany har. Vi har altid drømt om, at kunne tage udenlands med børnene – og selvom vi måske havde forestillet os, at børnene skulle være lidt større, og at det måske skulle være et andet sted i verden, så virkede muligheden oplagt. Eik skulle være startet i skole her til sommer og skulle derfor alligevel bryde med sine venner, der alle skulle i forskellige skoler. Edith trænger til flere venner på hendes alder – hendes årgang i børnehaven er meget lille, og hun er eneste pige. Og Elin trives så godt med at gå hjemme med mig, og det kan hun så fortsætte med lidt længere. Jeg nåede ikke tilbage på arbejde efter min forlængede barselsorlov – så det var på mange måder også nemt for mig. Så vi besluttede os for, at sige ja til tilbuddet og glæder os til at gense det spændende land, hvor vi også tilbragte størstedelen af vores bryllupsrejse.

Lasse skulle rejse 7. april og frem til hans afgang fik vi travlt med at planlægge og organisere. Det er især udlejning af huset derhjemme, pakning og styr på detaljerne i forhold til vores hund, Raffi, der har fyldt. Men der var selvfølgelig også lige et projekt ny carport, som vi stadig ikke heeeelt var færdige med. Så der var nok at se til. Tiden gik alt for hurtigt, og vi var ikke færdige med to do listen, da dagen oprandt, men nu var det altså tid til at sige farvel til Lasse. 30kg indchecket bagage og 14 kg overvægt – det er ikke nemt at pakke til to-tre år i et klima, man har svært ved at forestille sig hjemmefra (midt i en dansk vinter virker 30 grader året rundt helt urealistisk). Og med et antalt jakkesæt til arbejdsbrug og hele samlingen af skjorter, ryger vægten også hurtigt op. Så fik jeg lidt indblik i, hvordan processen ville blive, når jeg stod for det samme – for mig selv, tre børn og en hund.

På selve dagen skulle vi også sige farvel til Aygoen, min trofaste lille blå bil, som har fulgt os gennem over 10 år. Så var stemningen ligesom lagt. Men vi kom afsted i lufthavnen og fik Lasse checket ind. Børnene tog det overraskende pænt – men de havde selvfølgelig heller ingen forudsætninger for at forestille sig, hvordan det ville blive at undvære far i 6 uger. Vi fik krammet og kysset og sendt ham op ad trappen – og så var jeg alene med flokken. Hvad er det, vi har kastet os ud i…

Heldigvis skulle vi bare hjem og sove en enkelt nat, før turen gik i sommerhus med Farmor og Poul – og faster Mathilde, Louis, Zia, Viggo, Andreas, Mette og Nord. Det var godt at kunne se frem til noget, som børnene især havde glædet sig virkelig meget til.