Nu havde jeg jo egentlig tænkt mig, at der skulle følge lidt tematiske indlæg, men før jeg fik skrevet det første, tog vi afsted til Mui Ne, og nu får I så beretningen derfra, mens det stadig er frisk i hukommelsen.

Lige fra før vi tog afsted har Lasse talt om, at der jo var den her ”company trip”, som hele Vietnam kontoret deltager i. Expats har tidligere fået lov at tage deres ægtefæller med, men vi var jo ikke helt klar over, hvordan det skulle foregå med børnene. Det viste sig dog, at børnene blev inviteret med, og så blev det selvfølgelig planen, at vi alle skulle afsted.

Fredag morgen tog vi afsted 7.30 med en grab (taxa) til den sydlige del af distrikt 2, hvor et par af busserne havde opsamlingssted. Med 250 deltagere skulle der jo nogle busser til. Herfra gik kursen mod Mui Ne, som er en strandby med en del hoteller og resorts. Efter den nye motorvej fra HCMC ud mod kysten tager turen vist normalt kun 3-4 timer, men vi røg ind i en trafikprop, og det blev en lidt lang tur. Børnene tog det dog meget pænt. Lige bagved os i bussen sad Lasses søde kollega Søren og hans mindst lige så søde hustru Lene (som vi har mødtes med nogle gange til middag på den danske restaurant og til en hyggelig formiddag med Lene, da de havde besøg af deres datter og barnebarn). De lyttede som altid tålmodigt til de to stores mange og lange fortællinger om alt det, de oplever.

Da vi så småt var ved at nærme os, var der stop på en frokost-restaurant, hvor der blev serveret traditionel fest-menu. Det består af en række retter, som bliver sat ind en ad gangen på et blus i midten af bordet, og så ofte lige skal færdigtilberedes lidt. Det er fx en seafood-suppe, en hel fisk med grønt, svampesuppe osv. Dertil er der ris, nudler og den klassiske salat med rejer. Det smagte dejligt, men børnene var ikke overraskende noget skeptiske. De spiste dog de små hvide ris-chips, og de havde også lige tømt kassen med småkager og delt den store bolle, jeg havde købt på en rasteplads lidt tidligere. Så de led ingen nød.

Derfra gik turen til resortet. Det var et 5 stjernet resort lige ned til stranden. Kæmpe stort. Selvom vi var så mange, var der også mange andre på hotellet, og de havde fx også lige et bryllup om lørdagen. Vi blev indlogeret på et stort værelse med både spisebord og sofa-område, en balsal af et badeværelse og en kæmpe stor balkon med den smukkeste udsigt udover dels den ene pool og udover vandet, hvor fiskerbådene vuggede for fortøjning. Sikke et syn. Jeg var ærlig talt lidt ramt efter den lange tur derud og en ikke særlig lovende tur gennem en slidt Mui Ne by, så jeg spekulerede oppe foran receptionen på, om det nu virkelig havde været turen værd. Men de bekymringer blev da lige gjort til skamme med den smukke udsigt.

Mens vi lige fandt os lidt til rette, blev Lasse sendt ud på en vigtig mission. Pakkeprocessen havde været lidt travl torsdag aften, så Lasse havde glemt badetøj – og jeg havde glemt børnenes svømmebriller. Det kunne hotellets butik dog heldigvis råde bod på – og næste gang husker vi nok det hele. Da der var kommet styr på det hele, gik turen ned til stranden, hvor turarrangørerne havde planlagt en række strandaktiviteter – SUP’er, kajaker, beach volly osv. Mange var allerede i fuld gang, og stemningen var rigtig god. Børnene blev hurtigt optagede af alle de smukke muslinger og konkylier, som var overalt på stranden. Vi havde heldigvis fået indkøbt spande inden turen, og der blev hurtigt sat en større samleproces i gang. Både Eik og Edith var også en tur i bølgerne, og vi andre stod bare helt betagede af den fantastisk smukke udsigt udover havet med de vuggende fiskerbåde i flotte farver, op mod nord hvor sandbanker i forskellige røde toner prægede kysten (der skulle være 6 forskellige farver sand i Mui Ne), og så ind mod resortet hvor palmerne vejer i vinden. Aldrig har jeg set noget lignende.

Efter stranden var vi en kort tur i begge hotellets to store pools. De var selvfølgelig begge opvarmede – så den dukkert var der absolut ikke noget forfriskende over, selvom det var et par lækre pools. Det er et lidt sjovt koncept, at de sådan opvarmer pools, her virkede det endda til at være over lufttemperaturen, som trods alt var 30-35 grader.

Om aftenen stod den på middag på hotellets restaurant. Det var igen en klassisk vietnamesisk menu, og børnene var seje til at smage på både svampesuppe (som de faktisk syntes var ok), lidt spicy svinekød og så selvfølgelig kæmperejer. Men til sidst måtte vi altså bede om et par portioner spaghetti bolo og en pizza, så sulten lige kunne blive stillet. Da middagen sluttede gik turen til stranden, og ikke om børnene ville høre tale om at skulle hjem i seng. Så vi gik med ned og så Lasse holde velkomsttale og bålet blive tændt. Og så startede en vild fest på stranden med drinks og knæklys og dj – indtil jeg insisterede på, at det var sengetid for små størrelser.

Lørdagen stod først og fremmest på obligatorisk teambuilding. Vi havde besluttet, at vi ville prøve at deltage alle sammen. Vi endte med at udgøre størstedelen af hold 1, hvor Huong og Tong, som udgjorde resten af holdet, heldigvis var super søde til at bære over med børnene og holde i Eik eller Edith i hånden, når der lige manglede en ekstra voksen. Vi fik lavet skøre lege på stranden, kørt med jeep til et vinslot, løst morsekoder og en række andre koder, kom på en lang gåtur op gennem et flodleje, fik lavet samarbejdsøvelse med bolde og sluttede af med frokost (endnu en omgang traditionel vietnamesisk fest-menu med fisk, rejer, nudler og ris). Det var en ordentlig omgang, og vi var lidt flade bagefter. Så det blev til et langt hvil på hotelværelset og lidt optankning med roomservice (pizza og brownie, så kan man da lidt igen). Men så skulle vi også lige nå en tur på stranden. Der var præcis lige så smukt som i går. Børnene var helt optagede af at bygge sandslotte, og Elin og jeg fik os en god lille gåtur i viklen og fik talt med lidt vietnamesere – alle virker til at være så imponerede over, hvor flot børnene tager det hele. Jeg tror, det har været en super god måde for Lasse også at kunne vise at ham den nye ”farlige” chef fra Danmark, måske også bare er et helt almindeligt menneske og endda en kærlig familiefar.

Om aftenen stod den på gallamiddag. Vi startede med gruppebilleder ude foran, og vi fik taget endnu et sæt familiebilleder. Der har været 3 proffe fotografer til at følge hele arrangementet, og børnene har været et af deres foretrukne motiver. Det blev så intenst under det sidste af teambuildingen, at jeg begyndte at joke med, at der muligvis var taget flere billeder af Eik og Edith det sidste døgn end hele deres liv indtil nu. Børnene har dog taget det helt afslappet, og forhåbentlig resulterer det i nogle skønne fotos, som vi også selv kan få glæde af.

Selve middagen gik i gang, og Lasse skulle igen holde tale. Senere skulle han spille guitar og synge, som optakt til talentkonkurrencen, hvor imponerende mange af de vietnamesiske kollegaer stillede op med sang, guitar og mundharmonika. Undervejs blev der serveret hummer, snegle, suppe, rejesalat, lidt kylling og så selvfølgelig ris og nudler. Belært af erfaring fik vi dog tidligt bestilt lidt mad til børnene, så de blev fordret af tids nok, og jeg kunne smutte nogenlunde tidligt i seng med dem. Men Lasse kom også snart efter – det havde været en oplevelsesrig dag.

Søndag var uden noget egentligt program, og det var rigtig dejligt. Vi kom op og fik morgenmad, fik pakket det meste af værelset sammen, og så gik turen mod stranden, hvor vi byggede sandslotte og badede. På vej fra stranden nåede vi lige et enkelt dyp i poolen, inden vi måtte op og klæde om, få samlet vores ting og komme ned til udtjekning.

Herfra stod den på ventetid, ventetid og ventetid. Det er ikke så enkelt igen at få 250 mand tjekket ud af deres værelser, få betalt deres minibar regninger, få dem i bussen og blive klar til afgang. Så en halv time forsinkede trillede vi ud på vejen. Der var indlagt et frokoststop, et shoppestop (så man ikke risikerede at komme hjem til familien uden tørret fisk) og et tissestop. Igen ramte vi ind i lidt tæt trafik, og så blev det voldsomt regnvejr, da vi ellers endelig nærmede os HCMC. Så turen, som google estimerer til 3,5 time, tog lidt over 7 timer. Nøj, hvor var vi flade, da vi endelig landede i øsregn i distrikt 2. En taxa hjem, levering af burgere til aftensmad, og så var alle ellers putteklar. Det havde været en stor oplevelse, men vi var også virkelig trætte ovenpå. Heldigvis er der jo kun 2 dage til Lasse får sommerferie – mere om det i næste indlæg.