Jeg har fået en forespørgsel på at skrive lidt om Raffi. Jeg kan starte med lige at sige, at han det godt, og alt er vel. Men det har ikke været nemt hele vejen igennem – og derfor har jeg nok også syntes, det var lidt uoverskueligt at skrive om ham. Selvom det også er helt fantastisk at have ham her, så noget ligesom er, som det plejer, når verden omkring os er mærkelig – og der er altid en, som er klar til at trøste, når man har brug for det. Han har jo alle dage haft en sjettesans for, hvem i familien der lige har brug for lidt omsorg og kærlighed.

Først må jeg lige dele lidt om det at få ham herud. Han fyldte nemlig ret meget i planlægningsprocessen. Først og fremmest blev han jo helt afgørende for, hvem vi skulle flyve med. Air France ville nemlig, som de eneste, godtage, at han kom med i kabinen. Han vejer kun 5 kg og er dermed fint under vægtgrænsen. Det krævede selvfølgelig en ny transporttaske, som overholdt målene, men det fik jeg også klaret. Så havde jeg ham til dyrlægen for at få opfrisket alle vaccinationer, så vi slipper for at skulle have ham vaccineret derude. Næste skridt var at få udfyldt og underskrevet det rette certifikat, som herefter skulle en tur til embedsdyrlægen til stempling og underskrift. Certifikatet gælder derefter 1 uge – så der var lidt pres på. Vi fik god hjælp af søde Poul, men der var selvfølgelig også et par forviklinger og misforståelser undervejs. Til sidst lykkedes heldigvis alt sammen. Selve flyveturen tog han fuldstændig perfekt. Han sagde ikke en lyd undervejs, og selv de to døgn på hotel i Paris tog han fuldstændig roligt. Vi har aldrig fløjet med ham før, og jeg havde mange bekymringer – fx om vi skulle købe hundebleer til ham (ja, det er en ting), eller om vi kunne tage ham ud på toilettet med et tisseunderlag. Vi sørgede selvfølgelig for at rationere mad og vand op til, og han fik kun en lille tår vand i slutningen af flyvningen til HCMC, men han blev aldrig urolig eller efterspurgte en tissetur. I paskontrollen i Vietnam gad kontrolløren dårligt nok se på Raffis papirer, og Raffi selv fik bare lov at blive i tasken. Jeg var faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt det gik op for kontrolløren, at vi havde en hund med. Men hovedsagen var jo også bare, at vi blev lukket ind. Det var alt sammen gået noget nemmere, end jeg havde frygtet hjemmefra.

Den første tid i Lasses lejlighed tog Raffi også virkelig pænt. Man må egentlig ikke have hund i Landmark, men Lasse havde fået besked på, at hvis vi bare havde ham i hans taske, fra lejligheden og til vi var ude af bygningen, så gik det fint. Til at starte med skulle vi lige vænne os til at komme ned med ham 3 gange om dagen til en lufte-tisse tur. Derhjemme plejer han kun at få én længere tur om dagen, og så kommer han ud i haven, når han selv beder om det. Så det er jo egentlig lidt af en omvæltning for ham, men han har nærmest ikke reageret på det. Ikke en eneste gang hernede har han sat sig med en bjæf ved altandøren eller hoveddøren, som han plejede hjemme i Danmark. Og ikke et eneste tisseuheld har han haft. Vi har selvfølgelig også været meget opmærksomme på at få ham ned, og turene bliver selvfølgelig holdt korte – der skal ikke meget til, før han bliver påvirket af varmen.

I den nye lejlighed blev det hele meget nemmere. Her må man gerne have hund, og der er rigtig mange hunde. Han skal bare være i snor, så det er meget nemmere op og ned med elevatoren. De andre hundeejere er så søde og hjælpsomme – det har faktisk været den mest effektive måde at skabe kontakter på. Vi er også kommet ind i en god vane med at klippe ham hver måned i stedet for hver 2.-3. måned, som vi gjorde derhjemme. Det hjælper ham i varmen. Til gengæld fik jeg så en større udfordring i fht. fodder. Raffi er på specialfodder, fordi han bøvler med tilstoppede analkirtler, og selvom der er masser af Royal Canin forhandlere herude, så findes lige præcis den variant af Royal Canin ikke. Efter at have afprøvet flere forskellige andre mærker uden noget godt resultat, kom vi til dyrlæge med ham og fik anbefalet selv at blande to forskellige Royal Canin foddere. Det har givet et nogenlunde resultat, så det holder vi fast på, og det er heldigvis ret nemt at bestille hjem.

Vores næste udfordring kom, da turen til Mui Ne med Netcompany nærmede sig. Vi kunne jo ikke have Raffi med, så vi skulle finde ud af, hvordan vi håndterer pasning herude. Efter at have konsulteret de andre hundeejere i bygningen, tog Raffi og jeg på besøg i den nærmeste anbefalede kennel. Raffi prøvede at være på besøg et par timer, og det gik ok, men jeg følte mig slet ikke overbevist. Så vi planlagde et nyt besøg på det allerbedste sted, jeg kunne opstøve. Det ligger en times kørsel udenfor byen, så det var lidt af et projekt. Eik og jeg tog med Raffi derud, og det var et virkelig skønt sted. Store grønne områder, hundelegepladser, hundeswimmingpools, en lille sø og virkelig dedikerede ansatte. Ann, som har stedet, var helt med på, at Raffi ikke kan svømme og ville passe godt på ham. Sikke en lettelse at finde det skønne sted.

De kom og hentede ham dagen før, vi skulle til Mui Ne, og da det havde vist sig, at vi alligevel ikke måtte have ham med på vores hotelværelse i Ho Tram, havde vi aftalt med Ann, at han skulle blive derude, helt til vi kom hjem fra Ho Tram. De første dage fik vi masser af skønne billeder af Raffi, som helt tydeligt nød livet. Deres motto derude er, ”your dog might get a better vacation than you” – og det lignede også virkelig hundeparadis. Raffi fik redningsvest på, når de tog hundene med ud på sejltur på den lille sø, og efter et par dage, havde han alligevel fået mod på det, og hoppede i søen ligesom de andre hunde – og til vores store overraskelse svømmede han løs, som om han aldrig havde bestilt andet. Ann skrev ”I can report, Raffi is an excellent swimmer”. Det var jo dejligt.

Men så lørdag aften fik jeg den besked, jeg lige præcis havde frygtet. Der var sket et uheld. Raffi var blevet overfaldet af en anden hund. En anden hund, som Raffi ellers ikke gik sammen med, var uventet sprunget i søen, var svømmet tværs over søen og hoppet i land, der hvor Raffi gik tur med de tre hunde, han gik sammen med. Før den ansatte havde nået at gribe ind, havde hunden sat tænderne i Raffi. De havde straks fået skilt dem ad, og Raffi blev kørt til dyrlægen. Selvom såret ikke var voldsomt, er det besværligt med bidsår, fordi man risikerer, at der er dannet luftlommer inde i biddet, hvor der kan opstå betændelse. Derfor måtte dyrlægen åbne ham yderligere op for at få renset godt ud. Men det var gået fint, og han var blevet syet og vågnet fint efter bedøvelsen. Ann og Luke, som tog sig af Raffi, var så kede af det. De havde aldrig før haft en hund, der var kommet til skade hos dem, og det var tydeligt, at de gjorde alt i deres magt, for at passe så godt på ham som muligt.

Efter en del kommunikation frem og tilbage blev vi enige om, at det bedste for Raffi var at blive hos Ann. Hun tog ham ind hos sig selv og bo de efterfølgende dage, og hver dag tog de ham til dyrlægen til rensning af såret og en ny forbinding. Han blev passet og plejet efter alle forskrifter. Jeg havde frygtelig dårlig samvittighed og rigtig meget lyst til at tage ud og hente ham, men her bagefter er det nemt at se, at vi gjorde det helt rigtige. Han kom godt på fode igen, og efter nogle dage inde hos Ann, begyndte de en langsom genintroduktion til hans hundevenner. Og det gik heldigvis rigtig godt. Så fra den dag han kom hjem, har han været helt som han plejede, og han reagerer også helt som normalt, når vi møder andre hunde. Det arbejde med ”gen-socialiseringen” ville jeg selv have haft super svært ved – jeg var så nervøs de første gang, han skulle hilse på andre hunde. Så det var klar bedre, at Ann og Luke havde klaret den opgave for os.

Raffi fik fjernet stingene hos dyrlægen og erklæret helt ovenpå dagen efter, vi kom hjem fra Ho Tram. Og derefter kørte de ham direkte hjem til os. Nøj, hvor var det godt at se ham igen. Og sikke meget kærlighed han fik de næste dage – fra både børn og voksne.

Nu er vi vist alle sammen kommet os lidt på oplevelsen og har fundet fint ind i hverdagen med Raffi igen. Han har fået en ny og lækrere kurv, bliver forkælet med nogle ekstra lækre godbidder, vi fik anbefalet af en anden hundeejer i bygningen, og jeg har indkøbt flere forskellige trapper, så han nemmere selv kan komme op i og ned fra dobbeltsengen – for ja, der sover han om natten, helt som han plejer. Det har været lidt af et projekt at få ham med herud og få alting omkring ham til at fungere – men jeg fortryder det bestemt ikke. Han ligger her i mine knæhaser, netop som jeg skriver dette indlæg, og får mig til at smile over hans søde sovestil.