Nu vender jeg lige for et enkelt indlæg tilbage til det mere tema-baserede. Så det er lidt samlede tanker fra de første par måneder herude, lidt om kulturforskellene og vores oplevelser med vietnameserne.

Der er langt fra Danmark til Vietnam. Og forskellene er også på mange måder stor. Når vi spørger børnene, hvad den største forskel på Danmark og Vietnam er, så siger de trafikken og varmen.

Vi voksne var jo heldigvis forberedt på den del. Det har blandt andet gjort, at vi meget bevidst har forsøgt lige fra dag 1 at finde al selvsikkerhed frem, når vi bevæger os over gaden med børnene. Vi tror, det er derfor, at de heller ikke på noget tidspunkt har virket bange eller skræmte – bare rolig, de kunne ikke drømme om selv at forsøge at krydse vejen, men de følger med uden tøven, når de voksne siger ”nu går vi”, og det er altså en stor hjælp.

For den er vild, trafikken herude. Mængden af scootere er overvældende, og deres forhold til regler er jo lidt anderledes – herunder også trafikregler. Altså en regel er sådan mere en henvisning, en henstilling, hvis det lige passer ind. I trafikken betyder det, at almindelige vigepligtsregler og lignende er tæt på ikke-eksisterende. Overordnet set kører de ud fra, at man tager hensyn til det, der er foran en. Man bekymrer sig ikke om, hvad der sker bagved en. Det betyder også, at deres flittige brug af hornet føles helt anderledes end fx i Sydeuropa. Det er ikke et ”dyt-dyt-så-flyt-dig-dog”, men mere ”dyt-dyt-undskyld-men-har-du-set-mig”. Fordi man ikke forventer, at andre kigger sig over skulderen og orienterer sig bagud, før de agerer. Det betyder så også, at de aldrig kører på deres ”ret”, som vi måske har tendens til derhjemme – man kører efter at passe på både sig selv og sine medtrafikanter. Det har klart været en ting, vi lige skulle vænne os til.

Varmen er jo svær at forberede sig på. Indtil nu har vi haft 30-35 grader i dagstimerne, men det, der virkelig slår hårdt, er en luftfugtighed på 75-85%. Jeg synes, det er meget mere tåleligt her efter et par måneder, men det ændrer stadig ikke på, at man sagtens kan få sved på panden af 15min gåtur med Raffi. Det betyder så også, at vi indtil videre har aircondition på døgnet rundt herhjemme. Vi håber, at vi senere på året måske kan slukke for den lidt af døgnet, men samtidig er ac’en jo også god til at trække lidt fugt ud af luften, hvilket er meget værdsat. Vi må se tiden an. I hvert fald kan vi konstatere, at de enkelte langærmede bluser og bukser, jeg havde pakket, er stort set ubrugte – Edith beder af og til om en cardigan, når vi er steder med rigtig meget aircon.

Der er selvfølgelig også mange kulturelle forskelle – nogle vi var forberedte på, og nogle der er kommet lidt mere som en overraskelse. En af de første, jeg stødte på, var, hvordan alle, børnene og jeg møder, udbryder ”3 kids? You’re so lucky!” – mens den vante replik hjemme i Danmark var ”3 børn? Så har du hænderne fulde!”. I det hele taget er de utrolig børneglade herude. Det betyder også, at vi vist endnu ikke har prøvet at gå igennem et shoppingcenter eller supermarked uden mindst et af børnene er blevet klappet på kinden. Og det er ikke kun Elin med hendes kridhvide hår – faktisk er det som oftest Edith, hvor jeg også tit får en kommentar med om, hvor smuk hun er. Det er der godt nok aldrig en fremmed dansker, der har sagt til mig. Vi taler med børnene om, at man gerne må sige fra, men vi prøver også at forklare dem, hvor positivt det er ment, og at folk bare er utrolig søde.

Lasse bliver selvfølgelig også eksponeret i rigt mål for kulturforskellene på arbejdet, og det er ekstra sjovt, når vi så kan spejle udfordringerne i de udfordringer, vi finder i forhold til resten af hverdagen hernede. At folk ikke siger nej til en opgave, selvom de egentlig ikke rigtig har forudsætningerne for den, hvis chefen har bedt om en løsning. At der ikke bliver spurgt til råds, hvis man er usikker på noget, eller efter afklaring, hvis der er noget, man ikke har forstået. Meget af det er jo helt basal forskel på vest og øst (jo, jeg havde vist også et valgfag om kulturforskelle engang på CBS), men alligevel kan man blive overrasket, når hverdagen rammer.

En del af forskellene, tænker jeg, handler om, at de generelt har et andet forhold til ære. Vores oplevelse er, at ære ofte betyder meget mere end fx løn – og det i en grad vi slet ikke er vant til hjemmefra. Det betyder fx, at jeg stadig ikke kan få vores søde rengøringshjælp til at sige, hvor lang tid hun reelt bruger på rengøringen, så jeg kan føle mig sikker på, at vi betaler hende den rigtige løn – fordi det tilsyneladende er vigtigere for hende, at opgaven er løst perfekt, end om hun lige bruger en halv time mere, end vi har aftalt. Men som en del af det med ære, følger selvfølgelig også respekt. Det betyder, at jeg prøver at komme ud over min kæphest med at blive tiltalt ”Mam” – for det sker på næsten daglig basis af vandfirmaet, postbuddet, receptionisten, eller hvem jeg nu lige kommer i dialog med.

Det gode ved at ære fylder så meget, er, at samfundet herude også er meget mere tillidsbaseret, end jeg havde forventet. Vi fortæller jo os selv, at Danmark er så tillidsbaseret et samfund, bl.a. fordi korruptionen er så lav. Herude er korruption en helt naturlig del af hverdagen. Man kommer langt med lidt kaffepenge. Men alligevel er tilliden helt afgørende, når der fx leveres pakker til receptionen uden nogen som helst former for kvittering på modtagelse, eller når øko-gården leverer grøntsager til os, og bare lægger regningen i kassen, så vi selv kan overføre, når det lige passer os. Noget handler selvfølgelig om, at de bare ikke har de kontrolsystemer, vi er vant til, men mentaliteten og tilliden virker altså også til at være en vigtig del af det.

I forlængelse af det med tilliden og manglen på kontrolsystemer, må jeg altså også lige skrive lidt om deres forhold til personoplysninger og sikkerhed, for jeg tænker også, det hænger sammen med tilliden. Et af Lasses første eksempler var, da han fik en seddel med nogle info fra en butik, som så var skrevet på bagsiden af en kopi af et pas (altså ikke Lasses pas, bare et tilfældigt et). Det var nok bare blevet tilovers og blev så lige brugt som notes-seddel, uden nogen tog notits af det. Den var nok ikke gået under GDPR-reglerne derhjemme.

Nu jeg er lidt inde på det med papirarbejde, så var en af mine store bekymringer hjemmefra mængden af bureaukrati, vi skulle bøvle med herude. Jeg husker stadig meget tydeligt at sidde flere timer foran grænsen fra Laos til Vietnam på vores bryllpsrejse og håbe på, at vi blev lukket ind. Vi var ankommet med en lille lokal bus og ingen talte et ord engelsk – og der var virkelig langt tilbage til nærmeste by, hvis vi ikke kom ind. Heldigvis har min bekymring ikke været berettiget. Den primære årsag er nok, at et par af de søde piger på Lasses kontor har sørget for en hel del af det administrative. Det har været en kæmpe hjælp – måske også mere end vi helt har opdaget. Forleden skulle vi bruge et print af de engelske oversættelse af børnenes dåbsattester, som vi vidste, Lasse havde haft med, men vi kunne simpelthen ikke finde dem. Så kom Lasse på kontoret og erfarede, at siden han ankom, har Thui har passet på alle de vigtige papirer han havde med.

Der, hvor vi dog har mødt bureaukratiet, er i forhold til banken. At få lavet et kreditkort til mig til vores konto herude kostede et par timer i banken og fysisk udfyldelse af uendeligt mange papirer. Og at betale nogle tusind kroner for nye pas forleden (Elins udløber snart, og så får vi andre for nemhedens skyld fornyet ved samme lejlighed) endte også med at tage en times tid i en bank – for man kunne selvfølgelig ikke bare betale med visakort fra en anden vietnamesisk bank, og man kan ikke hæve mere end 5mill (lidt over 2.000kr i ATM’en). Udover de oplevelser, har det dog overrasket os, hvor velfungerende det er med banken herude. Der er selvfølgelig mobilbank, hvor jeg får en notifikation hver gang der hæves fra kontoen, og bank-overførsler er også super nemt. Hvis man får oplyst bank, kontonummer og navn, så kan man lave en overførsel via bank-app’en. Man indtaster bank og kontonummer, og så kommer app’en med navnet på kontoejer, så man kan kontrollere, at det var korrekt. Derefter overfører man pengene, og de kommer automatisk (og uden gebyr), som en straksoverførsel, som modtager så får notifikation om med det samme. Det er super velfungerende og nemt, men det overholder helt sikkert ikke sikkerhedskravene derhjemme.

Nå, det var lidt forskelligt om vores oplevelser med forskellene på Danmark og Vietnam. Der skal nok komme mere til – men som vi har lært af Mai og Jakob (Lasses kollega, som han overtog fra), så er det helt ok ind i mellem bare at sige til sig selv ”Det er Vietnam, og vi er bare på besøg”.