Da vi rejste hjem fra juleferien, var der jo heldigvis en ting at trøste os med – der var meget kort tid til Mormor og Morfar skulle komme på besøg. Ikke bare var der besøg, men den stod også på Tet ferie (vietnamesisk nytår), så der var meget at glæde sig til. Vi havde fornøjelsen af besøg i hele 3 uger og deraf mange skønne oplevelser – så langt indlæg forude! Jeg har forsøgt at sætte billederne ind undervejs denne gang, for at gøre det nemmere at se, hvad der er hvad.

Det vietnamesiske nytår er årets største højtid herude, og de fleste skoler lukker i 2 uger. Der er 6 dages obligatoriske helligdage, og hele byen lukker virkelig ned. I expat kredse bliver der lavet en såkaldt ”survival guide”, som vi også endte med at måtte kigge godt igennem – både med gode råd om traditioner og praksis, men også med en laaaang liste til sidst over hvilke dage forskellige butikker og restauranter havde åbent. På skolen startede vi allerede fredagen før med en Tet assembly. Aftenen inden havde jeg været med børnene på akut jagt efter en ao dai (den vietnamesiske nationaldragt – udtales aojai), som de altid bliver opfordret til at have på til særlige dage, men nu var det åbenbart denne gang, det var virkelig vigtigt – og det lykkedes heldigvis, selv Elin fik en i mindste størrelse. Til assembly’en blev der som normalt danset og spillet musik af eleverne, og så var der endda også nogle af de ældre elever, der kom og lavede Lion dance – hvor to drager kommer dansende til høj trommemusik, ligesom vi så det til moon festival. De vietnamesiske ansatte fik så udleveret Lucky money – en tradition hvor typisk børn eller ansatte får lidt penge i en fin rød kuvert. Det skal bringe dem held og lykke i deres nye år. Derudover får ansatte typisk en 13. måneds løn udbetalt (det skulle vi selvfølgelig også lige have styr på til rengøringshjælpen), og evt også en kurv med kiks, slik og drikkevarer. I skolen har de haft meget sjov med selv at dekorere deres lucky money kuverter, og så har de selvfølgelig farvelagt drager i et væk. Det er nemlig dragens år, vi er gået ind i. Dragen er som det eneste af års-dyrene et mytologisk dyr og dermed noget helt specielt. Lasse mener også at have læst, at børn født i dragens år skulle være særligt heldige og have stor sandsynlighed for succes i livet. Ja, Lasse er selvfølgelig selv fra dragens år! Nej, det er faktisk hvad folketroen siger – og folk tror åbenbart nok på det til, at myndighederne forventer babyboom i drageårene.

Efter Tet assembly tog Elin og jeg i lufthavnen for at hente Mormor og Morfar. Selvom de har rejst en del før, er det jo en lang tur herud, og de har heller aldrig været i Asien før. Så jeg var noget spændt på, hvordan de ville tage det hele: larmen, kaosset, lugtene – og så selvfølgelig varmen. De var dog heldigvis kommet godt igennem den lange flyvetur, og blev vel modtaget hjemme af nogle børn, der virkelig havde glædet sig.

Lørdagen stod på en lidt blid landing. Vi var i poolen, fejrede Eiks fødselsdag en ekstra gang med kagerester og spiste middag på Jaspas. Om søndagen tog vi til distrikt 1, så lidt Tet oppyntning og var på Independence Palace. Der var frokost og kage på Godmother og en shoppetur i Mekong Quilts, hvor der blev købt godt ind af deres fine håndarbejder. Om mandagen var vi oppe og handle i Happy Tree og Morfar gav frokost på Tartine på vejen hjem. Vi havde skaffet billetter til vanddukketeater om aftenen – jeg var lige blevet lidt overrasket over, at der i anledning af Tet var udsolgt af weekendens forestillinger, så vi måtte klare os med en hverdag. Tirsdag havde Elin og jeg Mormor og Morfar med til legegruppe på Snap café, og bagefter en tur i det store tempel lidt ude af hovedvejen, hvor vi også havde haft Charlotte med ude. Og på vejen hjem fra skole rundede vi den lyserøde café – så havde de alligevel nået at se lidt a vores lokalområde på kun et par dage. Det var fint, for dagen efter stod den allerede på Tet ferie og afrejse til Phu Quoc.

EIS holdt helt atypisk kun 6 dages ferie, så der havde vi for længe siden booket tur med Mormor og Morfar til Phu Quoc. Det er en lille ø på den sydvestlige side af Vietnam, nærmest ud for grænsen til Cambodia. Den har i løbet af de sidste 10 år udviklet sig til lidt af en turistdestination. Der er skønne sandstrande og smukke solnedgange – og der er efterhånden også lavet en del turistattraktioner (zoo, tivoli osv), men det nåede vi dog ikke at se meget til.

Vi startede meget tidlig onsdag morgen. Eftersom de lokale i høj grad rejser hjem til familien til Tet, og udlændingene rejser på ferie (fordi alt i byen er lukket ned), er der meget pres på trafikken og lufthavnen – så vi var noget nervøse for, hvordan det hele skulle gå med at komme afsted. Og vi var også ved at panikke lidt, da en taxa til lufthavnen bestemt ikke var bare lige til at booke. Det lykkedes dog til sidst, og vi kom frem i tide til en lufthavn stoppet til bristepunktet. Alle virkede dog meget forberedte på det hele, så der opstod faktisk ingen udfordringer. Vi fik købt juice og kaffe og croissanter, og så var familien glade. Da vi landede i den lille bitte lufthavn på Phu Quoc kom næste udfordring – der var ligesom ikke rigtig nogen bil fra hotellet til at hente os som aftalt. Så vi måtte ringe og forhøre os, og endelig kom der også en bil (klassisk vietnamesisk helt uden undskyldning eller forklaring på, hvad der var gået galt…). Det er dog en meget lille ø, og vi fandt ud af, at grab fungerer helt fint derovre, så vi kunne sagtens selv have booket et par taxaer.

Hotellet, vi skulle bo på, var Cassia Cottage. Det er en gammel krydderihandlers ejendom, der er bygget om til hotel. Virkelig fint og charmerende sted i første række til stranden. Stranden var ikke bred, men i fin stand – og ellers var det selvfølgelig de 3 pools, der også trak. På hotellet var der en dejlig restaurant, hvor vi endte med at spise de fleste af måltiderne. På dag nr 2 blev vi dog lidt modigere og begav os op mod byen, hvor vi testede frokost på en af de mange spisesteder – og om aftenen fik jeg endda lokket hele flokken ned til en restaurant på stranden (det var en af mine drømme – at spise aftensmad i solnedgangen med tæerne i sand). Men allerede natten efter blev vi desværre ramt af en gang maveinfluenza, som endte med at tage livet af vores planlagte ture. Til at starte med var jeg frygtelig ked af, at det måske var noget mad fra restauranterne dagen før (som jeg jo havde udvalgt), men Lasse og Mormor viste sig kun at være forgængerne – Edith kom til kort efter, dagen efter Eik og jeg, og til sidst også Morfar. Hvorfor Elin slap er en gåde. Der viste sig at være mange andre syge på hotellet, og så er det jo nok svært at styre. På den positive side, så selvom vi alle blev frygtelig dårlige, så tog det kun et døgns tid for os hver især. Og når det nu skal være, så er det jo nogenlunde nemt at være syg på et dejligt hotel, hvor man kan nyde udsigten fra værelset, de raske kan nyde en skøn pool og strand, maden bliver serveret, og man bare ringer, når sengetøjet skal skiftes. Det har været min store frygt, siden vi kom herud – hvornår vi rammer ind i en maveomgang – og vi skal finde vej igennem uden en tørretumbler. Egentlig er det jo vildt, at det ikke er sket før.

Men vi fik aflyst de planlagte ture, og så tog dagens raske folk hver dag til en lækker morgenmad i restauranten og fandt så enten til stranden eller i poolen (hvor heldigt, at Mormor og Morfar var kommet herud med sjovt nyt legetøj til pool-kant-leg). Efter 6 dage med leg i poolen, ufattelig smukke solnedgange, is og drinks og skønt samvær, var det desværre tid til at tage hjemad. Vi må komme igen en anden gang og se nationalparken og søstjernestranden!

Hjemme igen landede vi i det mest stille og lukkede HCMC, vi endnu har set. Der var officielt set stadig en helligdag tilbage, og nærmest alle butikker på vores gade var lukkede og med gitter for – og herude er vi ellers så vant til, at alting næsten er åben i døgndrift. Dagen efter tog Edith og Lasse afsted i skole og på arbejde, mens vi andre blev herhjemme – vi skulle stadig lige komme os helt ovenpå sygdom. Om aftenen var alle dog heldigvis klar på en tur ind til byen. Det var nemlig sidste chance for at se den Tet pyntede Ngyen Hue gågade – da vi var der søndagen før, var de endnu ikke blevet klar med oppyntningen. Og det skulle vise sig, at den sidste aften også var lidt af en folkefest. Der var tæt pakket med mennesker og alle møvede sig rundt mellem de mange blomsterudstillinger og de to store drager som snoede sig hele vejen ned gennem den store plads. Efter at have oplevet det hele, tog vi om bag ved det store rådhus. Der førte jeg flokken ned af en lidt skummel gyde, ind i en opgang på en ældre bygning, 5 etager op ad trapperne – og da alle var ved at blive noget skeptiske over projektet, kom vi ud til den fineste lille restaurant på tagetagen: Secret garden. Under åben himmel og fint pyntet med lyskæder og lidt ekstra Tet pynt. Her bestilte vi en masse forskelligt, og fik hurtigt efter serveret et væld af lækre retter, så der var noget for enhver smag. En super god oplevelse for alle! Men bagefter var flokken vældig tilfredse med at blive hentet af en taxa, så vi kunne komme hjem i seng.

Torsdag stod på en tur i shoppingcenteret og om aftenen smuttede Lasse og jeg alene ned på An’s, hvor vi fik en lækker og lidt eksperimenterende middag uden børn. Den første kærestemiddag siden vi kom herud! Vi har dog været overraskede over, at vi ikke har savnet det mere – men man kan jo også sagtens få lidt hyggelig voksentid efter børnene er puttet (ind i mellem med lidt lækker take away – det er alt andet lige nemmere, når det bare bliver leveret til døren og ikke nødvendigvis skal være inden 20:00, hvor delien i Birkerød lukker).

 Fredag var det så allerede tid til at tage på tur igen. Vi havde besluttet, at børnene måtte have en fridag fra skolen, så vi lige kunne nå en ekstra tur med Mormor og Morfar. Denne gang en noget anden type tur og destination, nemlig Mekong Delta og et lille hotel ude på landet udenfor Can Tho (uden pool!). Vi blev hentet tidligt fredag morgen af Julia, som jeg havde booket turen hos. Hun sørgede for transporten derned og tilbage i en stor 9 personers bil. På vejen derned havde vi aftalt, at vi skulle stoppe i My Tho, hvor hun havde arrangeret et par timers tur for os. Det skulle dog vise sig at være lidt af en turistfælde, vi havnede i, da vi havde taget båden over fra My Tho til Unicorn Island. Der var mennesker og sælgere over alt! Men vi fik smagt te med honning (og købt lidt honning), set hvordan de laver ris-popkorn (og købt muslibarer lavet af disse), besøgt en kokos-karamelfabrik (og købt karameller). Men så havde Mormor da klaret opgaven med at få indkøbt eksotiske snacks til sine kollegaer. Den stod også på lidt frugtsmagning, mens nogle musikere underholdt, og en tur rundt på øens åer i et par små både. Bagefter tog vi båden over til en anden ø, hvor der var frokost til os.

Et par timers kørsel mere, så kom vi frem til hotellet. Jeg havde gjort mig umage med at finde dette lille sted – og det var mindst lige så skønt og særligt, som jeg håbede. Vi boede i to små bambushytter, men med aircondition og dejligt bløde senge. Rundt om hytterne løb et lille å-løb, hvor der svømmede nogle enorme fisk. Og ellers var haven omkring fyldt med alskens frugttræer og små gyngesofaer. Virkelig fint. Vi fik serveret en overvældende aftensmad til næsten ingen penge og var helt klar til at krybe til køjs i de fine himmelsenge – selvom der vist ikke helt var myg nok til at retfærdiggøre nettene, så måtte vi jo have stemningen med.

Næste morgen ringede vækkeuret tidligt, for jeg havde bestilt en tur gennem hotellet til det flydende marked. Vi blev hentet af en båd, for floden var lige på den anden side af den lille vej, hotellet lå på (vejen var faktisk så lille, at der ikke kunne køre biler – så dagen før var vi blevet hentet ude ved hovedvejen af hotellets golfbil). Båden skulle fragte os rundt til dagens oplevelser, mens Trena var vores turguide. Første stop var det flydende marked, hvor styrmanden og Trena erfarent styrede os rundt mellem de forskellige både. Vi fik friskpakket juice, kaffe og te det første sted og lækker morgenmadssuppe det næste. Vi var taget afsted kl 6 uden morgenmad, så vi var ved at være godt sultne – og så er det jo, at maden har det med at smage ekstra skønt.

Bagefter tog vi videre rundt på markedet. Udover bådene der sælger mad og drikke, sælger de forskellige både typisk kun en enkelt vare (frugt eller grønt). Og det de sælger, har de så hængt i toppen af deres mast, så man nemt kan se, at her er der altså ananas, vandmelon eller gulerødder til salg. Trena havde lavet en aftale med en ananasbåd, hvor vi gjorde et stop og fik lov at komme ned i lastrummet og derfra ud i opholdsrummet for parret, da havde båden. Det var lidt af en oplevelse, især for børnene, at se hvordan det 1,5kvm lille lavloftede rum udgjorde parrets samlede liv – en tynd sammenrullet madras udgjorde seng, et enkelt blus at lave mad på og alle personlige ejendele var i små kurve, der hang på vægen. Der var tydeligt, at 3xE lige fik lidt at spekulere på.

Efter den oplevelse sejlede vi videre til en risnudel-fabrik. Eller fabrik er måske så meget sagt – det var en lille overdækket plads, hvor et par maskiner bidrog til produktionen. Meget forgik dog også i hånden, og vi fik lov at prøve lidt af processerne af. Eik var næsten ved at blive fastansat som ris-pandekager-vender. Men vi skulle videre og efter en gåtur gennem en landsby langs floden, sejlede vi videre til en kakao-plantage, hvor vi smagte lækker chokolade, før turen gik ad nogle små floder tilbage til hotellet. Sikke en masse man kan opleve på en formiddag! Og så var det faktisk helt okay, at eftermiddagen bare bød på lidt kortspil, en kop kaffe, og afslapning på terrassen. Efter en aften med solnedgangsdrinks, lækker middag og et impulsivt karbad til alle tre børn, var alle mere end putteklare.

Om søndagen havde vi et par timer, før Julias chauffør kom og hentede os. Mormor og Morfar var helt okay med bare at nyde terrassen, men vi andre skulle lige have den sidste oplevelse med og låne to af hotellets kajakker til en lille tur ned ad floden. Da vi kom derned viste det sig dog, at der stadig ikke var vand nok i floden – kom tilbage om en time, sagde receptionisten. Og en time senere, var der ganske rigtig væsentligt mere vand i floden, og vi kunne bruge den lille trappe til at komme ned til vandet. Så tog vi en nem tur derned af og en noget hårdere tur tilbage mod strømmen – vi fik virkelig en oplevelse af, at det ikke bare er en doven og statisk flod, selvom vandet ser så stillestående ud. Vi nåede heldigvis lige tilbage til at kunne få pakket sammen, inden den stod på frokost. Derefter blev vi hentet af bilen, og denne gang kørt den direkte vej hjem til HCMC gennem det smukke landskab af rismarker og det vilde net af floder.

De sidste dage hjemme i HCMC bød på en ekstra tur til Happy Tree og en shoppetur i Estella Mall, hvor alle tre børn blev udstyret med lidt nyt tøj. Om tirsdagen mødtes vi med Lasse på cheesecake caféen, før han overtog Elin, så vi andre kunne komme i Saigon Opera house og se AO show. Lasse havde set det med sine kollegaer, før vi kom herud. Det er en akrobatisk forestilling med lange bambusstave og store sivkurve – og samtidig en humoristisk kommentar til det moderne vietnamesiske samfund. En stor oplevelse for både børn og voksne.

Mormor og Morfar fik også set Fundinotots, smagt banh mi, nydt poolen og havde god tid med børnebørnene. Pludselig var det blevet torsdag, hvor de skulle flyve hjem. Mormor nåede på magisk vis både af hente sin skræddersyede nederdel, købe sig en kjole og fandt gaver til alle børnebørn, da vi tog den sidste tur rundt i Thao Dien. Vi fik en lækker frokost på den danske restaurant Mad House og nåede en allersidste tur i poolen, inden vi måtte sætte kursen mod lufthavnen. Det har været et skønt besøg – og jeg ved heldigvis, at mine forældre også har det sådan!