For snart længe siden lovede jeg jo en opdatering på, hvordan det går med Elin. Så skete der bare så meget andet – men nu må det være tid.

Vi var jo nok allermest bekymrede for, hvordan flytningen herud ville påvirke lille Elin. Selvom det jo var en stor fordel for hende, at hun kunne blive lidt længere hjemme med mig (hun skulle være startet i vuggestue hjemme i foråret), så var det også en stor omstilling, som jo er svær at forklare hende. Jeg var især bekymret for, hvordan det skulle gå med maden og spisningen – og dermed også væksten. Hun har jo været både småtspisende og super selektiv, og selvom Hillerød frigav os med beskeden om, at hun jo nu på to målinger viste, at hun havde hægtet sig fast på nederste vækstkurve, så sendte egen læge mig afsted med instruks om selv at holde øje med vægt og vækst og finde en læge herude om nødvendigt. Og hendes ”safe foods”, rugbrød med smør, ostehaps og havregrød vidste vi jo slet ikke, om vi kunne skaffe herude. Men det er dog gået over al forventning. Ja, hun er stadig småtspisende og selektiv, men hun spiser. Nogle dage rigtig meget og andre dage nærmest ikke. Havregrøden er stadig en sikker vinder, især de aftener hvor hun måske er blevet for træt til at kunne overskue almindelig aftensmad. Især hvis der kommer mælk på – ”så er det ligesom store kusine Agnes”. Men hun har også accepteret nye madvarer, siden vi kom herud, fx æble og vandmelon – og så bliver der ofte sat en hel vaffel chokoladeis til livs, det får vi jo lidt oftere herude. Indtil videre er vægten gået fint frem, og hun vokser – så vi prøver ikke at bekymre os for meget.

Til gengæld har det med pasning været en noget større udfordring. Det var også en udfordring hjemme, hvor bedsteforældrene kun lige så småt var begyndt at kunne passe, så vi var jo forberedte på det, men havde måske naivt håbet, at det ville blive nemmere herude. Vi havde været her en måneds tid, da vi fandt den første nanny. Vi havde fået hende anbefalet i en expat-gruppe, og hun kom på besøg og virkede rigtig sød. Det var hun også, men det udfordrede meget, at hun ikke kunne tale med børnene, som jo på det tidspunkt stadig slet ikke talte engelsk. Hun kom to gange ugentligt, 4 timer hver gang og var sammen med børnene og jeg. Men efter halvanden måned var det stadig ikke muligt for mig at gå 15 min med Raffi, uden Elin græd hele vejen igennem. Så vi stoppede det. Efter de store var startet i skole, gav vi det et nyt forsøg. Jeg havde fået anbefalet en filippinsk dame, Ana, som talte noget bedre engelsk – og som jeg måske også var på lidt bedre bølgelængde med. Vi tog det helt stille og roligt, hun kom også 2 gange ugentligt i 4 timer, og jeg gjorde ingen forsøg på at gå. Ana var sød til bare at hjælpe med alt muligt praktisk, mens hun var her. Men Elin syntes slet ikke, det var sagen, og var super anspændt, når Ana var her – hvilket også var hårdt for mig at være i. På det tidspunkt var vi også startet i et par legegrupper, så vi havde måske lidt rigeligt program. Efterhånden begyndte Elin at sove dårligt om natten, og jeg mistænkte det lidt pressede program. Så vi besluttede at sende Ana videre til en ny familie og tage en laaang pause, før vi igen overvejer pasning.

Det har selvfølgelig gjort, at vores drøm om, at der en gang imellem kunne blive mulighed for, at Lasse og jeg kunne gå ud sammen en aften, er sat helt ud på et sidespor. Og mine muligheder for at komme ud med de andre danske kvinder i HCMC (vi mødes hver måned til middag og en gang Balut – en slags yatzy) er hængt helt op på, om Lasse lige kan få det til at passe med arbejdskalenderen. Men sådan er det for nu, og beslutningen har skabt meget mere ro herhjemme, så det er det hele værd.

Til gengæld har Elin og jeg jo så også haft meget frihed til at dyrke og finde legegrupper og nye relationer. Det har været rigtig godt! I øjeblikket kommer vi hver tirsdag i en legegruppe på snap cafe. Her er en stor legeplads og et hyggeligt, børnevenligt miljø. Der kommer både yngre og ældre børn, og mødrene er utrolig søde og imødekommende.

Om onsdagen har vi tilmeldt os Fundinotots på British International School. Den ligger lige omme bag vores bygning, og er en kæmpe skole. Alt for stor og alt for akademisk/konkurrence-præget til vores smag (sådan lidt groft sat op). Men de har de her formiddagshold for babyer til 3,5 år, hvor barnet kommer med en forælder og leger. Det er meget luksus med to lærer til stede, som begge er meget obs på at få talt engelsk med børnene, besøg af en musiklærer hver gang, der laver sanglege med os, snacks til børn og voksne, og et kæmpe stort og lyst lokale fyldt med alskens kvalitets legetøj og kreative aktiviteter. Det er lidt dyrt, men Elin elsker det! Og det er rigtig godt til at holde os begge to fast i at få trænet Elins engelske. Hun taler jo ikke rigtig engelsk endnu og forstår også langt mindre end de to store – men det kommer stille og roligt. Hun ser fast Gurli Gris på engelsk herhjemme, og hun er sågar begyndt selv at række ud efter de engelske bøger i reolen (jeg har købt brugte engelske børnebøger i store mængder, siden vi kom herud – det har været et stort hit).

Om tordagen tager vi nogle gange i SmartKids legegruppen. Det er en børnehave, der holder gratis legegruppe med først-til-mølle tilmelding ugentligt. Der er mange sjove aktiviteter, men det er i høj grad ikke engelske-talende nannys, der kommer (i Fundinotots skal det være mor eller far). Så der er ikke helt så meget socialt for mig. Og der er ikke nogen lærer/pædagog, som interagerer med børnene, så Elin får heller ikke trænet så meget engelsk af det. Men vi kommer da ud ad døren og får mødt nogle andre børn.

Derudover har vi fundet en amerikansk veninde, der bare er en smule ældre end Elin, og hendes mor. Dem har vi har været i legeland med, og vi håber, at kunne ses lidt fremover. Vi har også haft forskellige andre løse aftaler især med de danske børn herude. Så jeg synes egentlig det går ret godt med at komme ud og møde mennesker. De fleste herude er meget åbne, søde og hjælpsomme. Det er nok også fordelen ved at bo i sådan et expat-miljø, at mange andre også er nye og leder efter relationer.

Det der nok især har overrasket os ved Elin er, at hun slet ikke virker til at have været påvirket af miljø-skiftet. Hun er selvfølgelig også så lille, men hun har utrolig hurtigt virket på hjemmebane i lejligheden. Hun brokker sig ikke over varmen (i modsætning til ALLE os andre), hun er altid frisk på at komme på tur, hun savner hverken huset derhjemme eller noget af det legetøj, vi måtte efterlade (både Eik og Edith har naturligt nok haft perioder, hvor de har talt meget om deres værelse derhjemme, eller noget bestemt legetøj, de ikke havde fået med). Elin savner selvfølgelig bedsteforældrene – og talte også overraskende længe om børnene i hendes legegruppe derhjemme. Men hun siger, at hun elsker at bo i Vietnam – og det virker virkelig også sådan!